Australien og Rusland er første semifinalister i ATP Cup

To af de fire semifinalister er fundet i tennisturneringen ATP Cup, hvor Australien og Rusland er videre.

Australierne Nick Kyrgios og Alex de Minaur fejrer sejren i herredouble i en forlænget tiebreak på 18-16. Sejren sikrede Australien en plads i semifinalen. William West/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Tennisturneringen ATP Cup er gået ind i sin afgørende fase, og to af de fire semifinalister er fundet.

Torsdag spillede Australien og Rusland sig videre fra kvartfinalerne ved at besejre henholdsvis Storbritannien og Argentina.

Hos Australien førte verdensranglistens nummer 29, Nick Kyrgios, an ved at besejre den britiske tennisspiller Cameron Norrie 6-2, 6-2.

Dan Evans udlignede for Storbritannien ved at slå Alex de Minaur i tre tætte sæt, men i den afgørende herredouble var Kyrgios og de Minaur stærkest mod Jamie Murray og Joe Salisbury.

Doublen blev afgjort i en forlænget tiebreak, der endte 18-16 i australsk favør.

»Det er den mest stressende tiebreak, jeg har været en del af,« siger Kyrgios ifølge Reuters i sit vinderinterview og tilføjer:

»Jeg skal helt sikkert have mig noget rødvin i aften.«

Russerne havde noget nemmere ved at finde vej til semifinalen. Karen Khachanov besejrede først Guido Pella, hvorefter topspilleren Daniil Medvedev slog Diego Schwartzman.

Ved stillingen 2-0 var kampen egentlig afgjort, men russerne gjorde alligevel rent bord med en sejr i herredoublen.

Fredag spilles de to øvrige kvartfinaler, når Serbien med verdensstjernen Novak Djokovic brager sammen med Canada. Spanien og Belgien kæmper om den sidste semifinalebillet.

Semifinalerne afvikles lørdag, mens turneringen slutter med finalebraget mellem de to stærkeste nationer søndag.

Det er første gang, at ATP Cup afholdes. Den samlede i turneringen er på 15 millioner dollar svarende til 100 millioner kroner.

Australien er vært, og mens de afgørende runder spilles i Sydney, har der også været kampe i Brisbane og Perth.

/ritzau/