Atlético-træner lover: Returopgøret vil indeholde alt det bedste i fodbold

fbl-eur-cfdssdf
Læs mere
Fold sammen

Atlético Madrids argentinske cheftræner, Diego Simeone, er overbevidst om, at der bliver kræs til fodboldelskere, når Real Madrid og Atlético mødes til Champions League-kvartfinalens returopgør i næste uge.

»Næste uges opgør bliver en uforglemmelig kamp, som alle vil nyde. En kamp, der indeholder alle de bedste ting i fodbold, og som vil få os til at forelske os i sporten igen,« sagde Diego Simeone på pressemødet efter tirsdagens 0-0-opgør på Estadio Vicente Calderon.

I den målløse kamp sad Real Madrid tungt på første halvleg, mens hjemmeholdet overtog styringen i anden.

»Real Madrid spillede bedre i første halvleg. Vi havde en stærk målmand i Jan Oblak, som gjorde det rigtig godt - især ved Gareth Bales chance,« sagde den karismatiske træner og fortsatte:

»Men vi svarede godt igen i anden halvleg og ændrede kampen og spillede i de områder, vi er nødt til. Vi skal gøre, hvad vi gjorde i anden halvleg, for det er det, vi er gode til. Det er helt normalt, at Real Madrid spiller på den måde, de gjorde i første halvleg. Vi er nødt til at spille med mere intensitet for at undgå, at det sker igen.«

Real Madrid og Atlético Madrid mødtes også i sidste års Champions League-finale i Lissabon. Her endte det med en 4-1-sejr til Real, efter at Atlético havde ført 1-0 dybt inde i kampens overtid.