Katowice. Det danske e-sportshold Astralis sikrede sig lørdag aften en plads i finalen i årets første majorturnering.
Det stod klart, da Astralis vandt opgøret i semifinalen i computerspillet Counter-Strike og dermed kom tættere på den ultimative del af præmiesummen.
I polske Katowice mødte Astralis holdet MIBR fra Brasilien, og det danske mandskab vandt 2-0 med cifrene 16-14, 16-7.
I kvartfinalen gjorde det danske e-sportshold det af med NiP, som også blev slået 2-0, og i finalen venter holdet ENCE.
Der eksisterer to årlige majorturneringer, som er de største i sæsonen på Counter-Strike-scenen, hvilket er lidt, ligesom man kender det fra golfsportens majorturneringer.
Den første foregår i polske Katowice.
Astralis har indtil videre spillet en enkelt større turnering i 2019.
Det var iBuypower Masters, hvor det blev til et nederlag i finalen mod Team Liquid.
I den forgangne sæson hentede Astralis ti trofæer i en imponerende sæson.
Præmiepuljen i Katowice lyder på en million dollar (svarende til 6,6 millioner kroner).
Bliver det til sejr i søndagens finale, så indkasserer det danske mandskab halvdelen af beløbet.
/ritzau/