Astana raser over T-Mobile

Forholdet mellem de to storhold Astana og T-Mobile er på vej mod nulpunktet ved dette års Tour de France. Astana anklager T-Mobile for at plante dopingrygter.

Det er dømt krig mellem de to cykelhold Astana og T-Mobile under dette års Tour de France. Forud for søndagens første etape af det store franske etapeløb, anklagede Astanas manager, Marc Biver, det tyske T-Mobile hold for at plante dopingrygter i den tyske presse om Astanas tyske stjerne, Andreas Klöden. Biver mener, at det tyske holds kommunikationschef, Christian Frommert står bag en kampagnen.

- Frommert spreder bevidst rygter om Astana og Klöden i den tyske presse, sagde Marc Biver før etapestarten.

Andreas Klöden sluttede lørdag på en andenplads i Tour de France-prologen, hvor CSC's Fabian Cancellara var feltets hurtigste 13 sekunder foran Klöden. /ritzau/