Forslået. Blødende. Og ærgerlig.
Det var summen af en første etape, hvor Jakob Fuglsang måtte i asfalten og bruge kræfter på at indhente et felt, der havde sat farten op i det store gear forud for finalen i Bruxelles.
Ikke nogen optimal indledning på løbet, selv om det i timerne efter kåringen af første etapes sensationsvinder, Mike Teunissen, var sparsomt med mere præcise bulletiner om den danske Tour-udfordrers tilstand.
Det værste var ikke det blødende øjenbryn, men et knæ, der havde fået et slag. Der skal så lidt til, at den slags sender afledte effekter ud i fysikken. Og for Fuglsang er det nu reelt et kapløb med tiden om at blive klar til mødet med La Planche des Belles Filles på sjette etape torsdag.
Det er en stigning, som Fuglsang formentligt frygter i forvejen, fordi han led som et bæst, da han kørte på den billedskønne rampe for to år siden og mistede omkring et minut til sine nærmeste konkurrenter.
Forude venter en dag, hvor Fuglsangs velbefindende vil blive studeret med lup.
Løbet får i det hele taget en anden farve og glød i søndagens 27,6 km lange holdtidskørsel. Allerede nu vil klassementet blive rystet igennem og favoritterne få et afsæt inden mødet med Vogeserne.
Fantomdragter og svindedyre kæder
Det er i holdtidskørslen, at kollektivet kommer på en prøve og skal vise, hvordan man får mest muligt ud af den fællesmængde, der kan smadres ned i pedalerne.
Det ser nemt og gnidningsløst ud, når de bedste af de 22 mandskaber kører nærmest som på skinner. Men det er en atletisk udtømning, som i den grad afsøger grænserne. Både fysisk og teknologisk.
Marginalstøvsugningen går ned i de mindste detaljer, og der bruges svinedyre timer i vindtunneler på at hente sekunder.
I år har det britiske storhold så udviklet en kæde, der groft sagt koster nogenlunde det samme som at lave 100 meter metro under København.
For to år siden var det – ikke uventet – Team Sky, som i deres jagt på marginale forbedringer havde fået fremstillet en fantomdragt med en nopret overflade til enkeltstarten i Düsseldorf, som skulle forbedre aerodynamikken.
I år har det britiske storhold så udviklet en kæde, der groft sagt koster nogenlunde det samme som at lave 100 meter metro under København, men som sparer kostbare watt for den enkelte rytter, hvilket selvsagt akkumulerer sig til en sjat over et samlet Tour de France på 3.480 km.
Det kan tendere en palaver om flækkede fehår, men inden holdstidskørslen har Groupama-FDJs fysiske coach, Fred Grappe, advaret imod, at nogle hold slipper gennem nåleøjet hos kommissærerne fra Den Internationale Cykelunion og kører med dragter, der ikke er reglementerede eller med skoovertræk, der når højere op ad læggen end loven foreskriver.
Det er på en og samme tid fascinerende i al sin nørdethed og frastødende, fordi det næsten kan virke fremmedgørende.
Det er her, en rytter som Kasper Asgreen kommer velgørende ind i billedet.
Næsten poetisk tilgang
Den danske Tour-debutant spiller en hovedrolle på den prestigefulde og vigtige holdtidskørsel som en af Quick-Steps helt store motorer. Men Asgreen er også en spøjs blanding af old school-anakronisme tilsat den virilt ungdommelige opportunisme, der har kendetegnet den 24-årige koldingensers korte tid som professionel, siden han gik over i foråret 2018.
Det er en både pragmatisk, praktisk og næsten poetisk tilgang. Midt i en tid, hvor forbedringer udmåles på en teknologisk guldvægt.
Da han sidste år skulle have tilpasset sin enkeltstartscykel som ny på Quick-Step, passede hans mål »hjemmefra« nærmest på punkt og prikke, fortæller Asgreen i et friskt interview med eksprofessionelle Per Bausager på giornale.dk.
Ifølge den store danske rouleur handler det nærmest om gehør.
»Det er minimalt, hvad vi har kunnet forbedre. Nærmest ingenting. Lidt på komfort. Men jeg har kunnet lytte mig til det, det har jeg altid gjort. Hvis der er vindstøj, er det fordi der er turbulens. Hvis der er stille, når du kører 50 km/t., så er det fordi der er rent airflow. Man kan komme langt med at lytte,« lyder Asgreens forklaring.
Det er en både pragmatisk, praktisk og næsten poetisk tilgang. Midt i en tid, hvor forbedringer udmåles på en teknologisk guldvægt. Der huserer en analog sjæl et sted i den kollektive menneskemaskine, som holdtidskørslen også er.
