Arsenals flade hierarki

Arsenal spiller for første gang i mands minde uden en Mr. Arsenal på holdet. Netop det sideordnede hierarki blandt de unge teknikere er nøglen bag årets dundrende succes, mener en engelsk fodboldekspert.

Ingen er øverst eller nederst hos årets Arsenal-mandskab, der netop har udnyttet dette fravær af hierarki. Her går det udover Manchester City i august. Cesc Fabregas har scoret til slutresultatet 1-0. Fold sammen
Læs mere
Foto: Leon Neal / Scanpix.

De har ikke prøvet det før. Stort set altid har der været en Mr. Arsenal i den hæderkronede klub fra Nordlondon. En af de lidt ældre, der er for Arsenal, hvad Paolo Maldini er for AC Milan eller Per Nielsen er for Brøndby.

Men årets succesfulde Arsenalmandskab har netop glimret ved fraværet af et sådant centralt omdrejningspunkt.

Siden de solgte Thierry Henry til FC Barcelona i sommer, har hierarkiet hos Arsenal været fladt, og en flok af unge profiler som Alexander Hleb, Thomas Rosicky, Robin van Persie og Emmanuel Adebayor har udgjort stammen på holdet. En transformation, der har affødt en førsteplads i Premier League efter 16 runder.

»Det er bemærkelsesværdigt, men Arsenal har ikke længere nogen dominerende spiller på holdet. Thierry Henry var en talisman og fyldte enormt meget, da han var i klubben. Han var den naturlige anfører, og da han samtidig var inde over snart sagt alt på og uden for banen, var der ingen, der sagde ham imod,« siger Matt Barlow, fodboldekspert og reporter for den britiske avis The Daily Mail.

Han peger på, at spillerne for alvor har fundet hinanden på banen i år, hvilket er frugterne af mange års forarbejde fra Arsenal-manager Arsene Wenger.

De udenlandske indkøb
Siden han overtog roret som manager for klubben i 1996, har der altid været gamle spillere med en masse at skulle have sagt. Et godt eksempel er den berømte firebackkæde med grundstamme i kaptajnen Tony Adams, Martin Keown, Nigel Winterburn og Lee Dixon, som på mange måder var omdrejningspunktet for en defensiv italiensk spillestil, der under George Graham gjorde en dyd ud af 1-0-sejre.

Arsene Wenger havde dog planer om forandringer og har konsekvent siden sin tiltræden knyttet unge udenlandske talenter til klubben i en grad, så han fra flere kredse møder kritik for næsten ikke at spille med englændere overhovedet – stort set med undtagelse af 18-årige Theo Walcott.

Men hans unge stjerner har vist vejen, selvom de ved starten af denne sæson for alvor skulle demonstrere, at de kunne præstere uden en Mr. Arsenal.

På det tidspunkt var mange fodboldkommentatorer i England enige om, at Arsenal ikke så ud til at kunne forblive på det spillemæssige topplan, de ellers demonstrerede på vejen mod den Champions League-finale, de tabte i 2006. Dengang netop anført af Thierry Henry.

»TV-reportere i England mente alle, at Arsenals hold ikke kunne klare sig som de foregående år, og at de lå til en rigtig dårlig start, men det gik lige modsat. De havde nogle nemme hjemmekampe i starten, slog Sevilla 3-0 i Champions League, da de var ude af balance ovenpå Puertas død (Sevilla-back, der døde under en kamp, red.), og de slog Tottenham, da de var undervejs med Ramos (nu Tottenhams træner, red.),« siger Matt Barlow.

Han mener, de nu har opbygget en kampgejst og selvtillid, der sikrer, at de også kan tåle at tabe uden at knække sammen.

En anden bemærkelsesværdig faktor er fraværet af en hård hund på midtbanen eller i forsvaret.

Forsvarsspillere som Martin Keown eller Tony Adams, midtbanespillerne Emmanuel Petit og Patrick Vieira, eller for den sags skyld selv angribere som Ian Wright og John Hartson fra 90erne og årtusindskiftet var alle spillere, man slog sig på i nærkampene. Og det vidste modstanderne godt.

Teknikken i højsædet
I nyere tid er det lige omvendt. Bolton var under Sam Allardyce (nu manager i Newcastle, red.) kendt for at sidde højt på Arsenal-spillerne og samtidig gå fysisk hårdt til dem, hvilket også rystede holdet i de kampe.

Men årets Arsenal-mandskab har været bedre end sædvanligt til at ryste hårde tacklinger af sig og fortsætte ufortrødent.

»Der er ingen oprydder på holdet. Mathieu Flamini spiller oprydderpladsen på midtbanen nu, men han er ikke nogen plæneklipper. Oprindeligt havde Arsenal et hårdt og kontant hold, men sådan er det ikke længere, selvom Kolo Toure, William Gallas og Gilberto Silva ikke er bløde spillere, og Emmanuel Adebayor også godt kan tage fra, så er det alligevel teknikken, der udmærker holdet i dag,« siger Matt Barlow.

Med Thierry Henrys afgang hedder kaptajnen i dag William Gallas. En mand der ifølge Matt Barlow for alvor har foldet sig ud, siden han fik anførerbindet om armen, og han er et godt eksempel på det system, Arsene Wenger gennem årene har gået efter at skabe.

Et system, hvor også Cesc Fabregas, Thomas Rosicky og Alexander Hleb spiller væsentlige roller, og hvor spillerne endelig er faldet til.

Til søndagens Premier League-kamp ude mod Middlesbrough måtte Arsenal imidlertid stille uden såvel Cesc Fabregas, Robin van Persie, Alexander Hleb og Mathieu Flamini, der alle var ude med skader, og det blev en for stor mundfuld at overkomme.

Savner stærk målmand
Arsenal måtte indkassere sæsonens første Premier League-nederlag, da Middlesbrough sejrede 2-1. Målene faldt på en tidlig straffesparksscoring fra Stewart Downing efter fire minutter, og da Tuncay Sanli med 18 minutter igen kunne øge til 2-0, hjalp et sent reduceringsmål fra Arsenals Thomas Rosicky ikke.

Manuel Almunia stod hele kampen for Arsenal, men Matt Barlow mener, at netop målmandsposten kunne blive det punkt, hvor Arsenal går efter at forstærke sig til januar, da det hidtidige førstevalg Jens Lehmann ikke har levet op til forventningerne, mens den 22-årige keeper Lukasz Fabianski - som klubben hentede i Legia Warszawa i sommer - ikke er kørt i stilling endnu.

Først skal det intensive decemberprogram i Premier League imidlertid overstås, og nu skal det unge mandskab vise, at de kan rejse sig igen efter et nederlag.