Arsenal satser på Wenger-forlængelse

Arsenal håber inden længe at kunne forlænge kontrakten med Arsene Wenger. Manageren har kontraktudløb i sommeren 2008.

Arsene Wenger har været manager for Arsenal siden 1996, og står det til klubben, bliver han lang tid endnu.

- Jeg håber at kunne melde noget positivt om ikke alt for længe. Det vil være meget vigtigt for Arsenal, hvis han bliver, siger Arsenals formand, Peter Hill-Wood.

Klubben håber at kunne beholde sit andet trumfkort, efter at angriberen Thierry Henry for nylig skiftede til FC Barcelona. Ikke helt uforståeligt når man ser Arsene Wengers resultater, siden han tiltrådte hos Arsenal i september 1996. Han har vundet det engelske mesterskab tre gange, mens klubben fire gange i hans regeringstid har hjemtaget FA Cuppen. Han har også ført Arsenal både i Champions League- og UEFA Cup-finalen - begge gange dog med nederlag til følge.

Arsene Wenger har ikke udtalt sig om en mulig forlængelse af sin kontrakt, der udløber næste sommer.

/ritzau/