Den bare 15 år gamle Max Dowman blev tirsdag den yngste spiller i historien til at tørne ud i en Champions League-kamp, da han blev skiftet ind for Arsenal mod Slavia Prag.
Dowman snupper rekorden fra FC Københavns Youssoufa Moukoko, som i sin tid i Dortmund fik debut i Champions League som 16-årig.
Og der er tale om en ganske særlig spiller i den purunge Dowman, fastslår Arsenals cheftræner, Mikel Arteta.
- Første gang han rørte bolden, begyndte han at drible, og han trak et frispark. Det er personlighed, og det er mod. Det handler ikke om, hvad der står i passet, siger Arteta om den 15-årige juvel.
- Det er ikke noget, du kan lære. Enten har du det, eller også har du ikke. Han kom ind i denne kulisse, tilpassede sig og leverede en god præstation. Vi har en stor spiller her, lyder rosen fra Arsenal-chefen.
Max Dowman blev så sent som i sidste uge den yngste spiller i Arsenals historie til at starte inde for storklubben. Det skete i Liga Cup-sejren på 2-0 over Brighton.
I august blev den 15-årige kantspiller den næstyngste til at få debut i Premier League. Her er Dowman kun overgået af Arsenal-holdkammeraten Ethan Nwaneri.
I tirsdagens Champions League-kamp var Dowman således med, da Arsenal udbyggede en suveræn begyndelse på turneringen.
Fire kampe er blevet omsat til fire sejre, mens der ikke er gået et eneste mål ind i defensiven.
/ritzau/Reuters/
