Den bedste fodboldrække i Argentina vil blive sat på pause, og niende spillerunde, der skulle afvikles i næste weekend, er suspenderet.

Det sker som følge af en skattesag med formanden for det argentinske fodboldforbund (AFA), Claudio "Chiqui" Tapia, i centrum.

Han er under efterforskning for skattesvig, og i solidaritet med formanden har klubberne varslet en strejke fra 5. til 8. marts.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

De argentinske skattemyndigheder undersøger, om AFA ulovligt har tilbageholdt pensionsbidrag fra spillere og ansatte samt undladt at betale skat for omkring 19 milliarder pesos (cirka 85 millioner danske kroner) i perioden fra marts 2024 til september 2025.

Tapia er indkaldt til retsmøde den 5. marts sammen med AFA's kasserer og tre andre embedsmænd.

AFA er desuden under efterforskning for mulig hvidvaskning af penge. Det førte i december til ransagninger af forbundets lokaler samt flere klubber i den bedste række.

Før man når strejken i marts, afvikles syvende og ottende spillerunde af den argentinske Primera Division.

/ritzau/