Argentina har stadig alle tiders mest elskværdige identitetskrise

Argentina er et solidt bud på VM-trofæet 2014. Men den største og mest elskværdige identitetskrise i international fodbold kan igen forpurre det hele.

Argentina forandrede fodbold, skriver sportsredaktør Flemming Fjeldgaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tony Marshall
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Marcelo Trobbiani skulle venligst undlade at gøre sig bare de ringeste forhåbninger om spilletid. Fodboldspilleren fra den spanske betteklub Elche blev udtaget til VM i Mexico i 1986, alene fordi Argentina havde brug for en loyal arbejdsmand til at holde de bedre spillere og i særdeleshed superstjernen Diego Maradona på mærkerne til træning.

Landstræner Carlos Bilardo havde også brug for en tålmodig og rummelig værelseskammerat til angriberen Jorge Valdano, den speedsnakkende akademiker, hvis humør også kunne få betydning for Argentinas VM-chance.

Det var et underligt arrangement for Trobbiani. Også efter 80’ernes mærkværdige standarder. 

Han var dog loyalt med på aftalen, knoklede løs på træningsbanen, lyttede til alt, hvad Valdano kom med, og da Argentina i VM-finalen den 29. juni 1986 mod Vesttyskland endelig sled sig ind i overtiden med en 3-2-føring, fik Trobbiani i nummer 21, med trøjen langt nede over bukserne og stik mod aftalen lov til at løbe ind på banen. 

Landstræner Carlos Bilardo så på fra sidelinjen. Argentinas defensivt fokuserede, resultatsultne landstræner, som hadede enhver risiko. Nu blot lidt overtid fra at tage VM-pokalen, det endelige bevis på, at påpasselig fodbold skulle være Argentinas vej.

Trobbianis eneste boldberøring i de 100 sekunder, han var på banen, var en absolut genialsk frispilning.

Med hælen. Og med fuld risiko ved midtercirklen.

Det er et øjeblik, der indrammer argentinsk fodbold. Og det er så storslået et moment, at det næsten ikke er til at holde ud.

Alle, der elsker VM, har nok et yndlingslandshold, og mit er Argentina. Men min fodboldforelskelse handler også om Argentinas evige, dybt elskværdige identitetskrise - også denne sommer holdets VM-akilleshæl. Men mere om det til sidst.

Argentina forandrede fodbold. Lagde driblinger, tricks og flair ovenpå det ellers så fysisk betonede spil, briterne havde vist verden. Argentina oplevede især i 40’erne en gylden periode bygget på den risikobetonede, showprægede spillestil la nuestra og på klubholdet River Plates angrebsrasende offensiv La Maquina.

Fem udgaver af Copa América blev vundet mellem 1937 og 1947, og selv om Argentina meldte afbud til VM i 1950 og 1954 - i protest mod FIFA - havde alle tillid til, at la nuestra stadig gjorde, at overliggeren for al anden fodbold på kloden var argentinsk.

Men hovsa, Argentina blev sensationelt kørt midtover under VM i Sverige i 1958.

1-6-nederlaget til Tjekkoslovakiet smadrede selvforståelsen, og identitetskrisen har galopperet lige siden. I en sådan grad, at fodboldfans stadig i dag opdeler sig med enten kærlighed til koldsindig resultatfodbold eller hopla-stilen la nuestra.

De opdeler sig i Bilardistas og Menottistas, opkaldt efter de to VM-vindende trænere Carlos Bilardo (1986) og Cesar Luis Menotti (1978).

Bilardo var selv midtbaneknækkeren på det brutale hold Estudiantes, som vandt tre Copa Libertadores i træk i 60’erne, og som ødelagde, bogstaveligt talt, Manchester United i VM-finalen for klubhold i 1968.

Bilardo blev som træner den mest succesrige bannerfører for den kyniske resultatfodbold, der tillod unoder og alle tænkelige parader i jagten på en sejr. VM 1986 blev svendestykket, paradoksalt nok orkestreret af den smukkest spillende indidvidualist, verden har set.

Cesar Luis Menotti var den diametrale modsætning, stærkt forelsket i det smukke la nuestra. En kæderygende, langhåret, venstreorienteret livsnyder, der ville se angrebsfodbold, individuel originalitet og fair play.

De to trænere kunne ikke være i samme lokale efter et skænderi i 1975, og de to spilkulturer, de forkyndte, havde intet til fælles. Og alt imens Brasilien bare stak af med det smukke fodbold, joga bonito, fortsatte argentinerne alle skænderierne.

De kan stadig ikke regne den ud. Og det gør ondt. Argentina har siden 1990 kun besejret Mexico i en VM-knockoutkamp i ordinær spilletid.
Da Argentina under VM for fire år siden tabte 0-4 i kvartfinale mod Tyskland, skabtes kun endnu en omgang rasende debat om, hvad landsholdet egentlig skal.

Er vi kynikere eller romantikere?

Argentina har under dette VM det mest forførende angreb, man kan forestille sig. Med Lionel Messi flankeret af Aguero, Higuain og Di Maria. Men også et famlende og mistænksomt forsvar af halvbillige lejesoldater foran en formsvag keeper.

Så hvad gør en klog mand?

Menotti ville selvfølgelig have sat al gassen på sit angreb og elsket hvert minut. Bilardo ville have beskyttet sit forsvar og være bekymret hele tiden. Og den nuværende landstræner, Alejandro Sabella, er fanget i midten af to kulturer, der stadig slår mod hinanden. Den første VM-kamp mod Bosnien blev en opvisning i tvivl.
Lidt frem, lidt tilbage, nye rokader og andre påhit.

Jeg har Argentina som favorit til VM-trofæet. Fordi de individuelle kvaliteter på papiret egentlig er for vilde til at præstere ret meget mindre. Men alle tiders mest skæppeskønne identitetskrise kan sagtens ødelægge det hele.
Så længe landstræneren er usikker på, hvad Argentina skal være, kan det blive lige så galt, som det kan blive godt. Det er set så mange gange før.

Det er skønt, ikke? Fodbold er smukt.



Læs flere af sportsredaktørens VM-klummer her:

England er VM's svar på AGF

Der skal mere til at ryste det spanske tiki-taka

Fodboldspillere får det også skidt

Her er VM-forbilledet for alle os med dårlige undskyldninger

Robben svarerer til købmandsdatteren fra »Det lille hus på prærien«

Flemming Fjeldgaard er sportsredaktør på Berlingske. Du kan også følge ham på twitter.com/ffjeldgaard.