Annus Agger

I dag er det et år siden, at Daniel Agger blev præsenteret i den røde Liverpool-trøje. Og sikke et år det har været for forsvarsspilleren, der tilmed kan kalde sig pubejer.

Daniel Agger i aktion overfor Arsenals Robin van Persie i sidste uges FA Cup-kamp. Foto: Phil Noble/Reuters Fold sammen
Læs mere

Pludselig var kontakten dér, og så skulle kontrakten ellers bare skrives under i en fart.

Daniel Agger bliver næsten forpustet, da han giver et kort rids over forløbet, som mundede ud i en aftale på 4½ år med traditionsklubben Liverpool FC. I dag er det et år siden, at Agger sagde hello Anfield og bye bye Brøndby, i hvilken klub forsvarsspilleren gjorde kometkarriere.

Agger brugte blot 49 førsteholdskampe og halvandet år blandt voksne blå-gule, før markedsværdien var skudt op på de 63 millioner kroner, som Liverpool velvilligt betalte.

Året er gået hurtigt, i en mægtig fart, siger Daniel Agger over mobiltelefonen, mens Kim Larsen brager derudad hjemme i Liverpool-lejligheden, som ligger små ti minutters kørsel fra city og just har fået Aggers kæreste som fast inventar.

Daniel Agger er glad og næsten på vej til træning med Liverpool-spillerne, som han også hygger sig med uden for banen.

På grønsværen er det blevet til 27 optrædener og to mål - det ene som resultat af et fantastisk langskud med venstrebenet på Anfield Road.

»I starten var jeg hæmmet af nogle dumme skader, men det hører jo med til fodbolden. Lige nu går det, som jeg fra starten havde håbet. Og jeg tror på, at det bare bliver bedre og bedre,« siger Daniel Agger, som formentlig er blandt manager Rafael Benitez' udvalgte i morgen, når Watford er modstanderen i Premier League. At Liverpool for nylig røg ud af cup-turneringerne via to nederlag til Arsenal, det er der ikke meget at gøre ved, ifølge Agger.

»Vi har fuld fokus på toppen af Premier League og går efter at vinde hver kamp. Hvis jeg selv kunne bestemme, så spillede jeg hver gang, men jeg må også indrømme, at det er hårdt. Dér er ikke kun et eller to hold, som spiller presfodbold herovre. Alle hold gør det. Og det er lige meget, hvor man er på banen, så kommer man under pres. Det sværeste var at komme op i det høje tempo. Til at starte med havde jeg en fornemmelse af, at jeg skulle brække mig lige efter en kamp. Så meget blev jeg presset. Og man vender sig kun til tempoet ved at spille så mange kampe som muligt,« siger Daniel Agger, der for det meste deler pladserne i midterforsvaret med Jamie Carragher og Sami Hyypia. På landsholdet er det FC Københavns Michael Gravgaard, der holder skansen sammen med Agger, som ud over fodboldspiller og Årets Talent kan kalde sig pubejer.

22-årige Daniel Agger startede nemlig den 1. januar - efter de officielle papirer blev skrevet under i julens højtid - et samarbejde med onkel Tommy, der i mange år har kørt Center Pub'en på Hvidovrevej.

»Jeg ejer 50 procent, og jeg er så glad for det. Det er et sted, der betyder meget for mig. Min familie kommer dér, og jeg er næsten vokset op på stedet. Da jeg boede i Danmark, var jeg dér hver dag, fik en cola og spillede billard. Stemningen er afslappet, og alle snakker med alle,« siger Daniel Agger, som ej afviser en bartender-tjans til sommer, hvor bolden holder pause i Agger-året.