Anklager tiltaler tyske fodboldledere for VM-svindel

Tre tidligere tyske fodboldledere er blevet tiltalt for at have vildledt om brug af penge ved VM 2006.

SOCCER-SWISS/GERMANY
To tidligere præsidenter for Det Tyske Fodboldforbund (DFB) Theo Zwanziger og Wolfgang Niersbach samt Horst Schmidt og den tidligere schweiziske Fifa-official Urs Linsi er nu blevet tiltalt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ralph Orlowski

Sagen om påstået svindel med midler i forbindelse med VM 2006 i Tyskland, som har kørt i flere år, fik tirsdag føjet fire navne til listen over tiltalte.

To tidligere præsidenter for Det Tyske Fodboldforbund (DFB) Theo Zwanziger og Wolfgang Niersbach samt Horst Schmidt og den tidligere schweiziske Fifa-official Urs Linsi er nu blevet tiltalt.

Det oplyser den schweiziske statsanklagers kontor ifølge Reuters.

Ifølge anklageren har de tre tyske fodboldledere og Urs Linsi bevidst vildledt et organ under DFB om formålet med en pengeoverførsel på 6,7 millioner euro (50 millioner kroner) i forbindelse med VM i 2006 i Tyskland.

Wolfgang Niersbach forlod posten som DFB-præsident i november 2015, da han kom under anklage for korruption i forbindelse med VM-værtskabet i 2006.

Hans forgænger, Theo Zwanziger, blev som Niersbach beskyldt for indblanding i korruption, og Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) etiske komité har haft en undersøgelse kørende om mulig svindel siden 2016.

Det samme gælder for Horst Schmidt, der var vicepræsident for den tyske organisationskomité i forbindelse med VM-værtskabet i 2006.

Den tidligere Fifa-official Urs Linsi har også siden 2016 været indblandet i sagen, og den schweiziske anklager har altså også fundet grundlag for at tiltale ham.

Den tyske fodboldlegende Franz Beckenbauer, som var præsident for organisationskomitéen ved VM i 2006, har også en sag på halsen, men den kører separat.

/ritzau/