Anita Christensen i titelforsvar

Bokseren Anita Christensen sætter sine VM-bælter på spil den 14. september i Forum Horsens, hvor hun får argentinsk modstand.

Fredag den 14. september er der en hel del på spil i Forum Horsens, når promotor Bettina Palle byder indenfor til boksegalla. Den danske stalds ubesejrede tredobbelte verdensmester Anita Christensen sætter sine VM-titler i bantamvægt på spil mod argentineren Gabriela Garino, der kommer til Horsens med otte sejre i 11 kampe, Anita Christensen har vundet 21 kampe i lige så mange forsøg.

Danskeren håber på at vise mesterformen mod Garino, så hun kommer et skridt nærmere målet.

- Jeg drømmer stadig om at sætte mine VM-titler på spil og eksponere mig selv i USA, men nu gælder det først og fremmest om at vise verdensmester-formen og flaget mod Garino, som jeg er i fuld gang med at indkredse, siger Anita Christensen i en pressemeddelelse./ritzau/