Andreas Skov Olsen skifter fra tyske Wolfsburg til skotske Rangers FC på en lejeaftale for resten af sæsonen.

Det skriver Wolfsburg fredag aften på sin hjemmeside.

Dermed skal den danske kantspiller Andreas Skov Olsen spille i skotsk fodbold det næste halve år.

Den tyske fodboldklub skriver, at den 26-årige dansker skifter til klubben i Glasgow med øjeblikkelig virkning.

Det er blot et år siden, at den tidligere superligaprofil skiftede Club Brugge ud med den tyske klub, men opholdet har ikke været en succes.

På tværs af turneringer er det blevet til 23 kampe og tre scoringer for kantspilleren, som har tilbragt størstedelen af tiden på bænken.

Nogle af kampene har danskeren misset på grund af skader.

Skov Olsen forlod Danmarks bedste fodboldrække i 2019 til fordel for Bologna i det nordlige Italien. Herfra tog han i 2022 videre til Club Brugge, hvor han havde sin mest succesfulde periode i udlandet.

Den teknisk stærke offensivspiller blev i 2025 noteret for tre landskampe. Han var senest på banen i Danmarks sejr på 3-0 i Grækenland i september.

I de seneste fire landskampe har Andreas Skov Olsen ikke været udtaget.

Rangers har i transfervinduet oprustet med flere tidligere spillere fra FC Nordsjælland.

I Sturm Graz har skotterne hentet midtbanespilleren Tochi Chukwuani, og fra Go Ahead Eagles er Oliver Antman kommet til.

Truppen råder i forvejen over Mohamed Diomandé, der spillede i Farum frem til sommeren 2024.

Rangers er efter 22 kampe nummer to i den skotske Premier League, som noget overraskende føres af Hearts, mens de forsvarende mestre fra Celtic er på tredjepladsen.

/ritzau/