Andreas Christensen gør comeback i Barcelona-sejr
FC Barcelona kom bagud, men leverede et comeback og vandt over Atlético Madrid.

FC Barcelona kom bagud, men leverede et comeback og vandt over Atlético Madrid.

Andreas Christensen gjorde søndag comeback for FC Barcelona, som vandt 2-1 ude over Atlético Madrid i La Liga.
Den danske midtstopper kom ind efter en time ved stillingen 1-1 og var med til at sikre en smal sejr over ligarivalen.
Med sejren topper Barcelona tabellen med tre point ned til Real Madrid på andenpladsen. Atlético Madrid har på tredjepladsen fem point op til Barcelona.
Atlético Madrid kunne have erobret førstepladsen med en sejr i den tætte topstrid. Men sådan kom det ikke til at gå.
Efter ti minutter bragte Atlético Madrid sig ellers foran 1-0 på et mål af kantspilleren Giuliano Simeone, der er søn af træner Diego Simeone. Oplægget stod Julian Alvarez for.
Dermed tog hjemmeholdet kortvarigt duksepladsen i La Liga, men Barcelona nåede at udligne kort før pausen.
Den formstærke Barcelona-spiller Fermin Lopez udlignede til 1-1 som en af de sidste aktioner i første halvleg.
Barcelona-træner Hansi Flick sendte Andreas Christensen på banen efter en time i stedet for Joao Cancelo.
Danskeren kunne dermed på tætteste hold se holdkammeraterne score til 2-1 seks minutter senere.
Stjernespilleren Lamine Yamal fandt med en perfekt stikning Fermin Lopez, som fladt passerede Jan Oblak i Atléticos mål.
Den danske landsholdsspiller Morten Hjulmand kom på banen efter 72 minutter for hjemmeholdet, og dermed blev det til et danskeropgør.
I denne omgang er Andreas Christensen ikke udtaget til det danske landshold, da han først lige er kommet tilbage fra en skade og ikke har spillet de seneste syv kampe i træk for Barcelona.
Danmark skal møde Portugal og Norge i to Nations League-kampe.
RITZAU