Anders Lindegaard: Alex Ferguson hyldede Laudrup

Manchester Uniteds reservemålmand, Anders Lindegaard, fortæller, hvordan Alex Ferguson hyldede Michael Laudrup før deres kamp i sidste sæson.

Manchester United's legendariske manager, Sir Alex Ferguson, hyldede Laudrup før deres kamp i sidste sæson.  Fold sammen
Læs mere
Foto: DAVID JONES

På sin blog hos bettingfirmaet Betfair skriver Anders Lindegaard oven på fyringen af Michael Laudrup, om sine personlige oplevelser med den danske legende. Men endnu mere interessant er det, hvad han skriver om Alex Fergusons optakt før holdets kamp mod Swansea i sidste sæson. 

- Jeg husker, hvordan Sir Alex Fergusons tale til holdet før vores kamp mod Swansea i anden halvdel af sidste sæson handlede mere om Michael Laudrup, hvilken fantastisk spiller og personlighed han var, og at det var hans første kamp på Old Trafford, end Swansea som hold, skriver Anders Lindegaard i sin blog.

Han skriver også, hvordan han har følt sig de gange, han har mødt Michael Laudrup i spillertunnellen. 

- Hver gang har jeg følt mig som en lille dreng, der har fået lov til at overrække dronningen chokolade på hendes fødselsdag. Præcis som man forestiller sig, virker han; venlig, selvsikker og rolig på en diplomatisk og tilbageholdende facon. Cirka som man forestiller sig Hendes Majestæt Dronning Margrethe. 

Selv om Anders Lindegaard ikke har den fjerneste idé om, hvad der er foregået i Swansea op til fyringen, tror den danske målmand ikke, at Michael Laudrup blev fyret på grund af dårlige resultater eller manglende disciplin, men nærmere grundet ledelsesmæssige uoverensstemmelser.

Læs hele Anders Lindegaard blog her