Anders Dreyer scorer fra pletten i målrigt MLS-opgør
Anders Dreyer revancherede sit brændte straffespark fra seneste kamp med en scoring i San Diegos 3-3-kamp.

Anders Dreyer revancherede sit brændte straffespark fra seneste kamp med en scoring i San Diegos 3-3-kamp.

Anders Dreyer scorede på straffespark, da San Diego FC natten til torsdag dansk tid spillede 3-3 mod Houston Dynamo i MLS.
Den 28-årige dansker havde ellers brændt et straffespark i holdets seneste kamp, hvor San Diego tabte 1-4.
Dreyer fik dog mulighed for at revanchere sig, da han efter 20 minutter igen fik chancen fra pletten og bragte San Diego foran 1-0.
Det var danskerens 12. scoring i 28 kampe i denne sæson, hvor han også har leveret 12 assists.
Kort efter Dreyers scoring øgede hjemmeholdet til 2-0, men Houston svarede igen med tre mål på et kvarter og gik til pause med en føring.
I det 86. minut udlignede San Diego til 3-3 efter et velplaceret hjørnespark fra Dreyer.
Bolden skabte tumult i feltet, inden brasilianske Gabriel Pirani til sidst fik den sendt i mål. San Diego sikrede sig dermed et point.
Holdets danske anfører, Jeppe Tverskov, spillede hele kampen, mens Marcus Ingvartsen blev skiftet ind og fik en halv times spilletid.
San Diego er dog inde i en resultatmæssig krise. Holdet har ikke vundet i de seneste syv kampe, som alle er endt med enten uafgjort eller nederlag.
RITZAU