Den danske offensivspiller Anders Dreyer har i det forgangne år været en stor succes hos San Diego FC, og nu belønnes den tidligere FC Midtjylland-profil med en ny kontrakt.
Den løber nu til sommeren 2029, efter at den tidligere kontrakt løb til udgangen af 2027.
Der er derudover en option på at forlænge kontrakten med yderligere et år, oplyser klubben på sin hjemmeside.
- At forlænge Anders' kontrakt var en klar prioritet for os forud for denne sæson, siger sportsdirektør Tyler Heaps og fortsætter:
- Han var i stand til meget hurtigt at vise sin værdi for holdet gennem sine præstationer, arbejdsmoral og engagement i gruppen både på og uden for banen. Forlængelsen afspejler vores tillid til ham og vores tro på, at han fortsat vil spille en nøglerolle i at hjælpe os med at nå vores mål.
San Diego nåede semifinalen i MLS i 2025. Dreyer bidrog med 19 mål og blev efterfølgende kåret som ligaens næstbedste spiller efter selveste Lionel Messi, der førte Inter Miami til titlen.
27-årige Dreyer har ud over FCM spillet for klubber som Esbjerg og Anderlecht. Han har spillet otte A-landskampe, hvor det er blevet til tre scoringer.
/ritzau/
