Anders Antonsen falder sammen i første runde af titelforsvar
Anders Antonsen røg ud i første runde af Indonesia Open, som han vandt i fjor, efter nederlag til franskmand.

Anders Antonsen røg ud i første runde af Indonesia Open, som han vandt i fjor, efter nederlag til franskmand.

Anders Antonsens titelforsvar fik hurtigt sin ende i den prestigefyldte Super 1000-turnering Indonesia Open.
Danskeren, der for nylig er rykket op som nummer to på verdensranglisten, tabte for anden gang på under en uge til Alex Lanier.
Den 21-årige franskmand, der er nummer otte i verden, vandt fredag over Antonsen i en kvartfinale i Singapore Open. Lanier endte med at vinde turneringen, hvor finalen blev spillet søndag.
Man skulle tro, at det fysiske havde tynget den unge franskmand, men i onsdagens kamp så han frisk ud og var langt bedre end Antonsen.
Antonsen tabte i to sæt med cifrene 8-21, 17-21.
Danskeren tog de første to point, men derefter begyndte det at gå galt. Lanier dominerede og bragte sig foran 11-3. Antonsen kom derefter lidt bedre med i første sæt, men hullet var for stort, og franskmanden tog en overbevisende sætsejr.
I andet sæt var det en mere jævnbyrdig kamp. Antonsen bragte sig foran 16-15, men her fik Lanier igen overtaget og tog fem point i træk, før han til sidst lukkede kampen.
Indonesia Open har status af Super 1000-turnering og overgås kun af sæsonfinalen i turneringshierarkiet på World Touren.
Antonsen har gennem karrieren haft stor succes i Indonesien, men i denne omgang blev det en tidlig exit fra turneringen.
Håbet om en dansk titel i Indonesien lever videre hos blandt andre mixeddoublen Alexandra Bøje og Mathias Christiansen, der har været flyvende i de seneste måneder.
Fjerduoen vandt søndag Singapore Open og fortsatte storformen i første runde af Indonesia Open onsdag.
Her vandt danskerne i to sæt over thailænderne Pakkapon Teeraratsakul og Sapsiree Taerattanachai med cifrene 21-14, 21-14. Bøje og Christiansen er dermed videre til ottendedelsfinalerne.
/ritzau/