Ancelotti er mellemfornøjet efter 1-1-kamp i Australien
Brasiliens træner, Carlo Ancelotti, kalder kampen mod Australien for en god test med fight til det sidste.

Brasiliens træner, Carlo Ancelotti, kalder kampen mod Australien for en god test med fight til det sidste.

Et hovedstødsmål i de sidste sekunder af den indskiftede Bournemouth-spiller Rayan reddede et 1-1-resultat til Brasilien i en testkamp ude mod Australien.
Træneren på det brasilianske fodboldlandshold, Carlo Ancelotti, var hverken lykkelig eller nedslået efter fredagens præstation i Queensland.
- Det var en vanskelig kamp, siger Ancelotti ifølge AFP.
- Banen var ikke så god at spille fodbold på, men vi kæmpede til det sidste.
- Jeg synes, det var en god test for os, siger italieneren.
Et smukt frisparksmål midt i anden halvleg af den australske Nestory Irankunda efterlod den brasilianske målmand Hugo Souza chanceløs.
Sporting-spillerens frisparksperle lignede længe sejrsmålet, men indskiftede Rayan headede en udligning i kassen i det 95. minut.
Ud over brasilianske stjerner som Barcelonas Raphinha og Real Madrid-spilleren Vinicius Junior, var Brøndby-spilleren Marcus Younis også på banen.
Den 21-årige angriber blev skiftet ind til sin debut på det australske landshold, og han fik lidt over ti minutter på banen.
De to landshold tørner allerede sammen igen på tirsdag.
Her kan Ancelotti glæde sig over, at kampen spilles på en anden bane, når Brasilien gæster Brisbane.
RITZAU