Analyse: Elegancens sene blomstring

Jakob Fuglsang satte kronen på et forrygende forår med sin sejr i Liège-Bastogne-Liège. Det så nemt ud for en mand, der gennem årene har kæmpet hårdere end de fleste for at folde potentialet ud.

Jakob Fuglsang har haft et forrygende forår. Søndag satte han kronen på værket ved at vinde monumentet Liège-Bastogne-Liège. Foto: Julien Warnand/EPA Fold sammen
Læs mere
Foto: JULIEN WARNAND

Det var ikke noget svimlende hug. Ikke noget kirurgisk snit. Heller ikke afventende armlægning eller en dødemandsspurt mod stregen med den ultimative udtømning af organismens sidste reserver.
Jakob Fuglsangs sejr i Liège-Bastogne-Liège var omtrent så koldsindig som den vandholdige kulde, der dagen igennem sugede saft og kraft ud af feltet over 256 kilometers ridt gennem Ardennerne.

I en forårsklassiker, der langt hen ad vejen blev præget af frygtsommelig taktisk stillingskrig, var det Jakob Fuglsangs bundtrækstunge, nærmest umærkeligt kvælertagsagtige fartjustering, der sparkede døren til selve finalen op på stigningen Cote de la Roche aux Faucons med godt 15 kilometer til mål.

En frygt for, om det vimse italienske klatretalent Davide Formolo eller den canadiske sugekop Michael Woods ville volde Jakob Fuglsang problemer, blev hurtigt nulstillet.

Eneste gysergib sørgede løbets forhåndsfavorit for, da hans baghjul i et splitsekund slog et slag på den fedtede nedkørsel. Det ville have været game over, hvis ikke væddeløberens indgroede reflekser, teknik og et forsyn som sendt fra oven havde bragt balance og momentum i den tohjulede igen.

Logisk sejr

Som sæsonen er forløbet, var der tør logik i Jakob Fuglsangs sejr, der er den anden danske i løbsmonumentets mere end 100-årige historie efter Rolf Sørensens i 1993. Fuglsang, der efter sin sejr er nummer to på sæsonens World Tour-rangliste, blev samtidig den ældste førstegangsvinder af løbet siden 35-årige Stan Ockers i 1955 – for nu lige at slå dén statistiske krølle på triumfen.

Den 34-årige silkeborgenser, der er bosiddende i Monaco, har kørt stærkere end nogensinde igennem mere end et par måneder. Men Fuglsang har igen og igen været i clinch med den sejrsmaskinelle franske aggressor Julian Alaphilippe siden den toscanske nyklassiker Strade Bianche i begyndelsen af marts og været henvist til henholdsvis en andenplads og en tredjeplads i prestigefulde løb som Fleche Wallonne og Amstel Gold Race.

Om noget har duellen mellem Jakob Fuglsang og Julian Alaphilippe været med til at skarptegne billedet af en sær cykelsæson, hvor især Astana og Deceuninck-Quick Step har siddet voldsomt på flæsket. Ikke bare i antallet af sejre, hvor Astana tegner sig for 23 og Quick Step for 26, men også i deres muskuløse dominans af løbene for begge holds vedkommende.
Det var ganske karakteristisk, at Astana i Liège-Bastogne-Liège havde fem kapable ryttere at smide ind som offensiv rambuk i løbets afgørende fase, inden Jakob Fuglsang selv gjorde arbejdet færdigt.

Sen blomstring

I nogen grad har Jakob Fuglsang sammen med mange af sine teamkolleger været som forvandlet i 2019.

Den danske etapeløbsspecialists iboende kvaliteter er rykket halvandet niveau op i det, der ligner en meget sen blomstring i en karriere, som ellers tog et desillusionerende dyk efter nedturen i Tour de France sidste sommer. Og selv om både fiskeolie (eller mangel på samme) og faderskab er blevet brugt som forklaring på Fuglsangs fremgang, ligger de væsentligste faktorer nok et stykke derfra.

Fuglsangs karriere har i perioder været uforløst. Han blev efter 2008 udråbt som the next big thing i et cykelmiljø, som stadig var i en blanding af furore og skændsel efter træningsmakkeren Michael Rasmussens exit fra Tour de France året før.

Som etapeløbsrytter i Tour de France, Giro d’Italia og Vuelta España har Jakob Fuglsang stadig et afgørende gennembrud til gode. Han har haft svært ved at krænge sig ud af rollen om luksusløjtnant og respekteret andenviolinist. Brødrene Schleck eller Vincenzo Nibali har gennem årene kunnet trække veksler på Fuglsangs homogene pålidelighed og offervillige væsen. Men på tomandshånd har man aldrig været i tvivl om, at her var en mand, som til fulde troede på selv at kunne levere. Som det skete med OL-sølvet i Rio i 2016.

Om Fuglsang vil være flyvende ved sommerens Tour de France, er et åbent spørgsmål. Historikken er ikke med den danske elegantier, hvis bedste placering stadig er en syvendeplads fra Tour de France i 2013. 11 gange yderligere har Fuglsang været til start i en Grand Tour (et af sæsonens tre store etapeløb, red.) uden at ramme top 10. Det er der ikke meget champagnebrus i.

Cadel Evans var 34 år og 160 dage, da han vandt Tour de France for første gang i 2011. Men den indebrændte australier havde de facto en noget tungere Grand Tour-statistik end Jakob Fuglsang, som skal forlade sig på, at miraklernes tid ikke er forbi.

Det ser unægtelig sådan ud.