Amputeret felt får Danmark Rundt til at flytte igen

Løbsledelsen håber at køre PostNord Danmark Rundt to uger senere i 2019. Det skal tiltrække bedre ryttere.

1. etape af Danmark Rundt: Aalborg - Aalborg, onsdag den 1. august 2018. Fold sammen
Læs mere
Foto: THOMAS SJØRUP/Ritzau Scanpix

Danmarks største cykelløb, PostNord Danmark Rundt, skal igen have en ny placering i den internationale løbskalender.

I hvert fald hvis det står til løbsdirektør Jesper Worre, der i 2019 vil flytte etapeløbet ud af sommerferien for i stedet at starte 14. august.

»Så vil det ligge samtidig med Binck Bank Tour i Holland. Det vil nogle danske ryttere selvfølgelig satse på i stedet, men her er der mulighed for at få flere World Tour-hold med«, siger Jesper Worre.

Håbet om en deltagerliste med en stribe af verdens bedste mandskaber er årsag til, at det danske etapeløb i de senere år er blevet flyttet frem og tilbage i kalenderen med svingende resultat.

Sidste år forsøgte man med en usædvanlig sen placering midt i september lige mellem Vuelta a España og VM. Men flytningen gjorde ikke feltet meget stærkere, og vejret var tilmed forfærdeligt.

»Vi ryger ikke tilbage til september sådan lige,« siger Worre, der i denne udgave af Danmark Rundt blot har fået to hold fra World Touren, nemlig Astana og Sunweb, til at stille op.

Begge hold har ladet deres danske profiler holde fri efter Tour de France, og i det hele taget er der indløbet rigtig mange afbud fra den danske koloni af ryttere fra sportens øverste hylde.

Og næste år vil det kun blive værre, hvis Danmark Rundt bliver liggende i uge 31, forudser løbsdirektøren.

»Så ville vi ligge samtidig med tre World Tour-løb, og så ville vi få lige præcis nul World Tour-hold med. Holdene skal køre de tre andre steder, og de kan ikke køre det fjerde sted. Slet ikke lige efter Tour de France,« siger Worre.

Foreløbig har han sendt en ansøgning til Den Internationale Cykelunion (UCI) om at starte Danmark Rundt to uger senere. Der kommer svar i forbindelse med VM i Østrig sidst i september.

Det er noget af et puslespil at fastlægge cykelkalenderen. Løbene forsøger at manøvrere mellem hinanden i håbet om det stærkest mulige felt. Og der er mange interesser, der skal plejes.

»Vi kan ikke ligge sammen med Giro d'Italia, Tour de France eller Vuelta a España. Vi kan heller ikke ligge samtidig med OL eller fodbold-VM og -EM.«

»Samtidig undgår vi at ligge sammen med de store norske løb, og så er der efterhånden få huller tilbage,« siger Jesper Worre.

I hans øjne havde løbet sin hidtil stærkeste startliste i 2012, hvor det lå sidst i august efter OL i London.

Her var syv World Tour-hold med i løbet, der havde store navne til start som Mark Cavendish, André Greipel, Tom Boonen og Alexander Kristoff.

/ritzau/