Amerikanske stjerner knuser Australien trods sløset start

USA er i basketballfinalen ved OL i Tokyo. Torsdag blev Australien nedlagt. I finalen venter Frankrig.

Kevin Durant (th.) blev topscorer for USA med 23 point i semifinalen mod Australien. Thomas Coex/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

USA er godt på vej mod et forsvar af OL-guldet i basketball.

På trods af en langsom start var de amerikanske stjerner overlegne, da det skulle afgøres og slog Australien med 97-78 i semifinalen.

I finalen, som bliver spillet lørdag morgen klokken 04.30 dansk tid, venter Frankrig, der i den anden semifinale slog Slovenien med 90-89 efter et drama, hvor Slovenien havde chancen for at vinde i sidste sekund.

Dermed får USA mulighed for revanche, efter at USA overraskende tabte til netop Frankrig i gruppespillet.

USA scorede de første to point i torsdagens første semifinale, men det gav ikke anledning til, at amerikanerne tromlede Australien fra start.

Tværtimod begyndte USA at spille sløset og overlod initiativet til australierne, der var topmotiverede for at gøre det godt mod overmagten.

Undervejs i anden quarter var Australien helt oppe at føre med 15 point, men kampbilledet ændrede sig lynhurtigt i tredje quarter.

Her kom USA foran nærmest fra første sekund, og så kom Australien aldrig tilbage. Uden at anstrenge sig synderligt udbyggede amerikanerne føringen til 19 point, inden tredje quarter var slut.

I fjerde quarter fortsatte tendensen. Med små glimt af genialitet udbyggede USA føringen, men det var tydeligt, at det blot handlede om at få kampen overstået uden skader.

Den store amerikanske stjerne Kevin Durant blev bænket efter en flot kamp, hvor han stemplede ind, når det gjaldt, og så vandt USA altså uden de store problemer.

Durant scorede 23 point, mens Devin Booker gjorde det godt og scorede 20 point. Hos Australien blev Patty Mills topscorer med 15 point.

USA har vundet guld ved de foregående tre olympiske lege og kan altså vinde det fjerde på stribe lørdag.

De australske semifinaletabere skal spille bronzekamp lørdag mod Slovenien.

/ritzau/