Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Melbourne. Sebastian Korda magtede ikke at gøre det samme som sin far, Petr Korda, der vandt Australian Open i 1998.
I kvartfinalen tabte Sebastian Korda til Karen Khachanov, som for første gang i karrieren er videre til semifinalen i årets første grand slam-turnering.
I tredje sæt var Sebastian Korda nødt til at trække sig med en skade i håndleddet. Den 22-årige amerikaner var bagud 6-7, 3-6, 0-3 på det tidspunkt.
Forinden havde Sebastian Korda modtaget behandling og medicin, men hånden var ikke stærk nok til at klare strabadserne.
- Jeg kunne næsten ikke holde ketsjeren i nogle af mine slag med forhånden. Det var næsten umuligt for mig at lave flugtninger, så det var lidt hårdt, siger Sebastian Korda ifølge AFP.
Smerterne opstod i andet sæt, forklarer tenniskometen, der voldte Khachanov store problemer indtil da.
- Kampen var god frem til et vist tidspunkt. Han havde lidt smerter. Jeg ville ønske, at han kunne have fuldført kampen, men jeg ønsker ham god bedring.
- Han spillede god tennis og har slået gode spillere, siger Karen Khachanov, der er seedet som nummer 18, til Eurosport.
Tidligere i turneringen har 29.-seedede Sebastian Korda blandt andre slået syvendeseedede Daniil Medvedev ud.
Det er anden gang i træk, at Karen Khachanov når videre til semifinalen i en grand slam-turnering.
Det gjorde Karen Khachanov ved sidste års US Open, hvor det var norske Casper Ruud, der satte en stopper for russeren.
I semifinalen skal Karen Khachanov møde vinderen af opgøret mellem Stefanos Tsitsipas og Jiri Lehecka.
/ritzau/