Amerikansk slalomdronning lavede VM-hattrick

Mikaela Shiffrin var hurtigst i både første og andet gennemløb, da hun sikrede sig VM-guldet i slalom.

Mikaela Shiffrin var hurtigere end alle slalomkonkurrenterne ved VM i St. Moritz. Scanpix/Dimitar Dilkoff Fold sammen
Læs mere

Mikaela Shiffrin er kvindernes ubestridte dronning i alpindisciplinen slalom, selv om hun blot er 21 år.

Lørdag eftermiddag vandt amerikaneren for tredje gang i træk VM-guld i disciplinen, som hun også er olympisk mester i. Shiffrin fører aktuelt også World Cup-konkurrencen i slalom.

Tidligere ved VM snuppede hun en sølvmedalje i storslalom, men lørdag var hun aldrig tæt på at måtte nøjes med en sekundær placering.

I både første og andet gennemløb satte hun den hurtigste tid på pisten i St. Moritz, og derfor var der en margin på hele 1,64 sekunder ned til hjemmebanehåbet Wendy Holdener på andenpladsen.

Svenskeren Frida Hansdotter tog sig af bronzemedaljen.

Undervejs i andet gennemløb nåede der at være lidt dramatik for flere medaljebejlere.

Schweizeren Michelle Gisin var godt på vej til at sætte en kanontid foran hjemmepublikum, men en stor fejl kostede hende en placering i toppen.

Også Veronika Zuzulova, der lå nummer tre efter første gennemløb, fejlede, da det skulle afgøres. Hun måtte udgå.

/ritzau/