Spiller man ikke som hold, når man sjældent langt i basketball. Men som spiller kan det indimellem være nødvendigt at være egoistisk.

Det lærte Laura Ziegler, da hun i sommer fik debut i verdens stærkeste kvindeliga som den første dansker nogensinde.

Den 185 centimeter høje spiller fra Herlev fik samlet set 28 minutter på gulvet for Los Angeles Sparks. Men alt det, hun sugede til sig uden for banen, var mindst lige så værdifuldt.

- Når man er omkring de allerbedste i verden, lærer man, hvad for et niveau de har - ikke bare basketballmæssigt, men også uden for banen.

- Hvordan de tager sig af deres krop, ernæring, søvn og restitution. Alt, hvad de gør, er bare på et andet niveau, end det, jeg før har oplevet. Det var sindssygt lærerigt at se, hvad der skal til for at spille på det niveau, beretter hun.

Ziegler var vant til at spille på et pænt niveau i college-rækkerne for universiteterne Saint Joseph's og Louisville.

Men i WNBA tog hun et stort nøk op og optrådte i ikoniske arenaer, som også huser NBA-holdene Los Angeles Lakers og Indiana Pacers.

Kvindernes liga har for tredje år i træk udviklet sig enormt. I gennemsnit dukker over 11.000 fans op til kampene, og seertallene er steget med over 17 procent sammenlignet med sidste år.

Da Ziegler stod midt i sin karrieres foreløbige højdepunkt, havde hun ikke rigtig tid til at forstå, hvilken milepæl hun som den første fra hjemlandet havde nået.

Jo, hun så overskrifterne og modtog mange opkald hjemmefra. Men dagligdagen krævede så meget af hende, at det først var efter hendes tilbagevenden til Europa, at hun forstod, hvor stor en scene hun havde befundet sig på.

Normalt kunne hun træne for sig selv i den lokale hal i Danmark uden den store opmærksomhed, men den går ikke længere. Nu er hun magnet for alle de nysgerrige børn.

- Jeg var i USA for at spille basketball. Mit fokus under kampene var på at præstere, forstå vores scouting report og vinde. Man når slet ikke at forstå det i momentet, og de amerikanske holdkammerater forstod heller ikke nødvendigvis, hvor stort det var for et lille basketball-land som Danmark, siger Laura Ziegler.

For at slå igennem er der ikke plads til at slække på koncentrationen, for så er der en anden, der snupper ens plads på holdet.

For den danske landsholdsspiller var det en aha-oplevelse, hvor vigtigt det er at have spidse albuer.

- Jeg lærte, at man på en lidt udansk måde skal være lidt selvisk, hvis man vil nå langt i sin karriere. I WNBA har man måske to ugers træningslejr til at vise sig frem, men allerede efter tre dage begynder de at cutte spillere.

- Hvis man ved, at man kun har tre-fire dage til at vise sig frem, skal man presse på, tage sine skud og spille lidt mere for sig selv. Ens selvtillid og udstråling er afgørende. Hver gang, man træder ind på banen, skal man tro på, at man hører til der. Det er lidt en "fake it till you make it"-mentalitet, som udgør forskellen på, om man kan spille i sådan en liga eller ej, siger hun.

Efter tre kampe, otte point, fire rebounds og tre assister valgte Los Angeles Sparks i juli at fritstille Laura Ziegler.

24-årige Ziegler drog i stedet mod en lille by i det centrale Frankrig, hvor Charnay Basket Bourgogne Sud stod klar med en kontrakt.

Holdet er blandt de bedste i den stærke franske liga og rejser Europa rundt for at spille kampe i klubturneringen EuroCup.

Her lever hun stadig et topprofessionelt liv med flere daglige træninger, mentaltræning, videomøder og behandlinger. Godt nok på et andet niveau end i WNBA, men Ziegler mangler ikke noget, understreger hun.

Alligevel trækker det i hende at komme under fanerne i den amerikanske liga igen.

Mens Ziegler suser rundt på halgulvet i Charnay, er hendes agent i gang med lobbyarbejdet for at få danskeren over på den anden side af Atlanten, når WNBA-holdene til foråret starter op igen.

Aftalen med Charnay indeholder en kattelem, som gør det muligt for Ziegler at slå til, hvis muligheden byder sig.

- Det sørgede min agent for at få ind i kontrakten, påpeger hun.

- Han har mange stjernespillere, og jeg skal stole på, at han lægger et godt ord ind for mig. Samtidig skal jeg levere en god sæson i Frankrig.

- Opholdet derovre har helt sikkert givet sindssygt meget blod på tanden. Ved at være der, har jeg mærket, at jeg godt kan være med på det niveau. Det var vigtigt at bevise over for mig selv.

- Jeg har fået foden inden for døren, og nu er der nogen, der kan genkende mit navn, når de skal lave hold til næste år og i årene fremover, lyder det fra danskeren.

RITZAU