Amerikaner: Rasmussen bad mig fragte dopingprodukter

En tidligere mountainbikerytter beskylder Michael Rasmussen for at have forsøgt at lokke ham til at fragte illegale produkter til Italien i 2002.

Den tidligere amerikanske mountainbikerytter Whitney Richards siger til velonews.com, at Michael Rasmussen i 2002 bad ham tage et par sko med fra USA til Italien, men at skoæsken viste sig at indeholde forseglede poser af et erstatningsprodukt for menneskeblod. Michael Rasmussen blev spurgt til sagen fredag efter 12. etape i Tour de France.

- Jeg kan ikke bekræfte noget af det. Men jeg kender hans navn, sagde Michael Rasmussen, som besvarede et spørgsmål mere, inden han forlod pressemødet.

Episoden fandt ifølge Richards sted i marts 2002. Begge ryttere boede i 2002 i Italien, og ifølge Richards bad Rasmussen ham tage skoene med. To dage før afgangen afleverede en fælles ven æsken hos Richards, der for at spare plads i kufferten åbnede æsken for blot at tage selve cykelskoene med.

- Jeg var chokeret, det var ikke sko, det var noget forbandet hundemedicin eller noget, siger Richards til velonews.com.

Det var Rasmussens udmelding på et dopingspørgsmål i mandags på Rabobanks pressemøde i Tignes, der fik Richards til at stå frem nu. Rasmussen svarede "ja, I kan stole på mig".

- Det er noget, jeg med garanti ved, er usandt, siger Richards./ritzau/