Hvis du leverer verdens bedste resultat i tæt på 40 år i atletik, så vil du i næsten alle discipliner slå verdensrekorden. Men ikke på kvindernes 400-meter-distance.
Derfor måtte amerikaneren Sydney McLaughlin-Levrone "nøjes" med en guldmedalje og en mesterskabsrekord, da 400-meter-finalen for kvinder blev afviklet.
Hun krydsede målstregen i tiden 47,78 sekunder. Det er blot 0,18 sekund fra verdensrekorden, der blev sat af østtyskeren Marita Kock for DDR i 1985.
McLaughlin-Levrones præstation blev ikke mindre imponerende af, at Tokyos aftenhimmel sendte regn ned over stadion og gav et vådt underlag.
At ingen har været i nærheden af rekorden før understreges ved, at Marileidy Paulino fra den Dominikanske Republik vandt sølv i tiden 47,98 sekunder - den tredjehurtigste tid i verden nogensinde.
Marita Kochs rekord blev sat, dengang DDR dominerede mange atletikdiscipliner, og hvor det senere er kommet frem, at nationen havde et statsstøttet dopingprogram. Koch har dog aldrig indrømmet brug af doping.
26-årige Sydney McLaughlin-Levrone var indtil for nylig hækkeløber og vandt OL-guld i 400 meter hækkeløb i både 2021 og 2024. Ved begge lege var hun dog også en del af det amerikanske stafethold på 400 meter, hvor det også blev til guld.
For tre år siden vandt hun også VM-guld i 400 meter hækkeløb, men nu har hun vist, at hun også er hurtigst over 400 meter uden hække og uden holdkammerater på et stafethold.
Kun i én anden disciplin har verdensrekorden stået i over 40 år. Det er på kvindernes 800-meter. Den blev sat i 1983 af Jarmila Kratohvilova fra daværende Tjekkoslovakiet.
/ritzau/