Ambition eller selvdestruktion

British Open: Thomas Bjørn kan blive blandt de fem bedste i verden, men han kan aldrig overgå Tiger Woods. Det mener Bjørns nye træner, legendariske Bob Torrance, der koncentrerer sig om det tekniske, men også to gange advarende tager ordet »selvdestruktion« i sin mund.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

SANDWICH

British Open er et sofistikeret mylder af folk med armbånd i forskellige farver, fjollet udseende papskilte omkring halsen, og bogstav-mærkater i bilruderne. Alt sammen for at styre dem hen, hvor de hører til og holde dem væk fra der, hvor de ikke hører til.

Men så er der de få uden alt dette tingeltangel. En af dem er Bob Torrance, Thomas Bjørns nye træner. At finde den godt og vel 70-årige Torrance, der er far til og også træner for Ryder Cup-kaptajnen Sam Torrance og i øvrigt også for dennes talentfulde søn Daniel, er som at lede efter en humlebi på en herregård. Den bevæger sig langsomt, men for søren hvor er der mange steder, den kan befinde sig.

Torrance har heldigvis et karakteristisk udseende med tyrenakken og de hængende, dvaske arme, der kun løfter sig for at hilse på Gud og hvermand, mens han som englen i Himlen over Berlin svæver forbi alt, hvad der hedder kontrolposter.

På driving range, hvor han ellers oftest befinder sig for at træne bl.a. irerne Padraig Harrington og Paul McGinley og senest altså også Thomas Bjørn, har de set ham for en time siden, og da var han på vej mod putting green, hvor ingen dog har hilst på ham.

Da jagten egentlig er opgivet, dukker han som ved et mirakel pludselig og dog i alligevel i adstadigt tempo op omkring et hjørne i presseteltets cafeteria, hvor han har været inde for at finde skygge og få sig en snak med en eller anden, mens hans kone June tålmodigt hænger ud med ham.

Bob Torrance taler med en accent så skotsk, at den klinger af whisky og hård østenvind, og det er nok heller ikke helt løgn, det de siger, at han har været derude, hvor svalerne over klitterne ikke længere står helt skarpt, men han er kommet tilbage, og nu er han bedstefar for dem, der henvender sig til ham, hvilket de, som han bemærker, gør i hobetal, når deres sving har behov for at blive tunet af en kender.

»Tom Kite, Curtis Strange, Peter Jacobson, Tom Lehman, Paul Azinger. Jo, de har vist været forbi alle sammen,« siger Bob Torrance, da han har slået sig ned med kaffekruset ved sin side, lænet sig frem og har plantet blikket helt fast på interviewerens ansigt.

Det var ikke Torrance, der fiskede Bjørn fra den tidligere træner Pete Cowen for et par uger siden i Irland. På ingen måde.

»Allerede for en del år siden arbejdede jeg med Thomas i et par uger. Dengang sagde han, at han ville have mig som træner på fuld tid, og jeg sagde, »du ved godt, Thomas, at det kan jeg ikke gøre. Jeg har andre forpligtelser.« Så sagde han, at han ville finde en anden, og vi blev enige om, at det var det bedste, han kunne gøre. Nå, så begyndte han at spille godt, og så begyndte det at gå dårligt, og så kom han til mig 14 dage før turneringen i Tyskland (Deutsche Bank i maj; red.) - den hvor han sluttede side om side med Padraig - og sagde igen, at han ville arbejde med mig,« fortæller Bob Torrance.

Bjørn har altså gjort to alvorlige forsøg på at få Torrance som træner, og også i de mellemliggende år har han jævnligt opsøgt den gamle mand for at få råd - både mens Leif Nyholm og siden Cowen har trænet ham. »Nye øjne er altid godt,« som Bjørn fornylig har sagt, og sikkert er det også, at han ofte har haft held med simpelthen at tage et skift. I sine tidlige år på Europa Touren havde han jævnligt store problemer med ryggen, og når han så kom tilbage efter at have kigget op i loftet nogle dage, leverede han sine bedste præstationer, og da han i 2000 senest skiftede træner, strøg han straks op på den delte andenplads i British Open på St. Andrews, der fortsat står som hans største individuelle præstation. Også caddierne er røget ind og ud, og han har tydeligvis haft stor glæde af at få hjælp fra idrætspsykologen Jos Vanstiphout.

Men Torrance ligner et af de større skift i Bjørns karriere.

»Han har fået øje på, at Harrington, der formentlig har et mindre talent end Thomas, får mere ud af det, end han gør, og det er det, han forsøger at indhente nu - men det får man ham ikke til at indrømme,« som en, der har fulgt Bjørn indgående, beskriver baggrunden for skiftet.

At Bjørn så også med Torrance får en helt anden slags træner, end han har været vant til, er en anden sag. Bob Torrances stil er at adoptere sine elever ind i en skotsk golfslægt med traditionens tyngde. Torrance er ikke den, der springer rundt for eleverne.

»Da han ville have mig fuld tid, sagde jeg til ham stop, Thomas, stop, jeg kommer kun ud til seks-syv turneringer hvert år. Men kom til mit hjem, så ofte du vil. Du vil lære mere på to dage i Skotland end på to år på Touren."

Hvordan ser du på Thomas Bjørns spil?

»Jeg tror ikke, han nogensinde vil være i stand til at passere Tiger Woods, som simpelthen er for langt foran. Thomas kan blive en af de fem bedste spillere i verden, måske lidt bedre end det. Han har spillet. Og jeg bliver ikke overrasket, hvis han vinder i denne uge. Hvad jeg skal gøre er at ændre to ting i hans spil. Den første del af hans tilbagesving og starten af hans nedsving. Det er nøglen til golf. Og så må han ikke være for hurtig med den sidste del af nedsvinget, og det er han.

Hvordan deler du din tid mellem de forskellige spillere?

»Siden K Club (Europa Tour-turnering i Dublin for to uger siden, red.) har jeg arbejdet med Thomas næsten hele dagen. Selvfølgelig har jeg andre spillere. I denne uge har Padraig (Harrington; red.) og Thomas haft starttid næsten samtidig. Og man skal foretage ændringerne, før kanonen fyres af, for når det først sker, så er det i hvert fald for sent. Men vi finder ud af det. Thomas har et par ting at rette. Han skal finde sin golf. Når han finder én god ting, så kommer det andet af sig selv. Sådan er det. Hvis jeg giver en stærk amatør en træningstime, så kan jeg komme tilbage tre uger senere og se, at han gør andre ting godt, som jeg ikke har lært ham. Forskellen på en amatør og en professionel er, at amatøren blot føler sig bedre tilpas, men den professionelle ved, hvad det er, der er sket.«

Hvad med den mentale side af spillet?

»Det er op til ham - ikke til mig. Jeg så ham på 17. Hul (torsdag, firedobbelt bogey, red.). Han var selvdestruktiv. Men det er op til ham. Når man skal lære en person noget, så skal man give ham lidt medicin ad gangen. Man kan jo ikke drikke hele flasken,« siger Bob Torrance. Så begynder han at fortælle endnu en af de historier, han er så kendt for - om sine berømte brevvekslinger gennem de seneste 40 år. Email er ikke et ord, der ligger godt i Torrances mund.

»Jeg skrev en gang til den største golfkender, der har været, Ben Hogan, at jeg meget gerne ville møde ham, og så svarede han, at han gerne ville møde mig. Så tog jeg det første fly til Texas, brugte to eller tre dage der. Han lærte mig meget. Den bedste nogensinde,« siger Bob Torrance, inden han kommer tilbage til nutiden medbringende sin golffilosofi om, hvordan ben og overkrop skal hænge sammen i et sving, der skal tænkes nedefra og op, ikke omvendt. Det er tanker, han har rejst med overalt - også i Danmark - hvor Anders Sørensen var den første, der henvendte sig til Torrance, siden fulgte bl.a. Steen Tinning, Jacob Rasmussen, Ole Eskildsen og Christian Post.

Nu får Bjørn den helt store dosis Torrance - som Harrington har fået det.

»Jeg har trænet med Padraig Harrington otte-ni timer pr. dag uden at gå glip af et eneste af hans sving, og sådan bliver det også med Thomas. Og så ser vi det også på wadeo (video; red), når han kommer hos June og mig.«

Torrance har talt. Han rejser sig og sammen med June går han mod St. George's, hvor det er eftermiddag og vanen tro er ved at blæse op.

Båndoptageren er slukket. Torrance vender sig om og mumler en halv sætning, muligvis uden for citat.

»Hvis han ikke selvdestruerer...«