Amalie Dideriksen er i en klasse for sig i dansk kvindecykling.

Søndag viste Dideriksen gode ben, da hun blev dansk mester på landevej efter en overbevisende sejr i linjeløbet ved DM i Herning.

Det er sjette gang i karrieren, at den 30-årige Cofidis-rytter bliver dansk mester i den disciplin.

På den sidste kilometer var Amalie Dideriksen klart den stærkeste i spurten foran Silje Weitze Antvorskov og Emilie Adelheid Olesen, der tog sølv og bronze.

Inden finalespurten rakte sidste års DM-guldvinder, Alberte Greve (Uno-X), og Olympia Bianca Norrid-Mortensen (Torelli) ud efter sejren, men duoen blev hentet med lidt over en kilometer tilbage.

DM-ruten bød på 131 flade kilometer med start og mål i Herning, og den første halvdel blev afviklet uden den helt store dramatik.

Julie Marckmann Sørensen, Nikoline Splittorff, Johanne Tøt Jensen og Anna Margrethe Hansen stak af i et udbrud med omkring 58 kilometer til mål.

Men kvartetten blev hentet med lidt over 20 kilometer til mål, og dermed var der samling før finalen.

Det var kort efter samlingen, at Alberte Greve og Olympia Norrid-Mortensen udnyttede momentet til at angribe.

Duoen blev som nævnt hentet kort før, at feltet ramte den sidste kilometer.

Derefter viste Amalie Dideriksen sig som så ofte før som den bedste sprinter i dansk kvindecykling.

Dideriksen vandt også DM-guld i årene 2014, 2015, 2018, 2019 og 2021.

/ritzau/