Alpin skiløber fuldender dansk OL-hold i Sydkorea

Den alpine skiløber Casper Dyrbye er udtaget til vinter-OL for Danmark, som stiller med 17 atleter.

Casper Dyrbye er udtaget til vinter-OL, hvor han stiller op for Danmark, når det går løs i Sydkorea i februar. Scanpix/Dimitar Dilkoff
Læs mere
Fold sammen

Danmark får 17 atleter med til vinter-OL i Sydkorea, efter at den alpine skiløber Casper Dyrbye er udtaget.

Det meddeler Danmarks Idrætsforbund (DIF) i en pressemeddelelse.

Dermed består det danske hold af to curlinghold, tre speedskatere, to alpinister, en langrendsløber og en freestyler.

Der er tale om det næststørste danske hold til et vinter-OL, når det går løs i Pyeongchang fra 9. februar.

Antallet overgås kun af holdet, der stillede op i Vancouver i 2010, som bestod af 18 atleter.

21-årige Casper Dyrbye er blevet udtaget af DIF, og han gør dermed Christoffer Faarup selskab i de alpine konkurrencer.

Casper Dyrbye stiller op i slalom og storslalom, efter at han ikke kvalificerede sig direkte.

Han fik en kvoteplads og klarede de nationale krav, og derfor har DIF valgt at udtage ham, da muligheden opstod.

»Casper Dyrbye er en ung skiløber med fremtiden foran sig. At han allerede som 21-årig skulle kvalificere sig til vinter-OL, havde hverken han eller vi turde tro på,« siger Morten Rodtwitt, der er Chef de Mission for Danmarks Olympiske Komité under Danmarks Idrætsforbund, i pressemeddelelsen.

Hovedpersonen selv ser frem til at dyste i Sydkorea.

»Jeg blev helt vildt overrasket, men også både glad og stolt, da jeg fik beskeden om, at jeg var udtaget til vinter-OL. Jeg har drømt om det hele sæsonen, men vidste at det ville blive svært,« siger Casper Dyrbye.

Han skal i aktion både 18. og 22. februar.

For nylig blev det bekræftet, at også den 32-årige grønlandske freestyler Laila Friis-Salling er udtaget, da andre freestylere meldte fra, og DIF fik tilbudt en plads.