Alonso vandt kaotisk Grand Prix

Verdensmesteren Fernando Alonso vandt Det Europæiske Grand Prix på Nürburgring, da han overhalede Ferraris Felipe Massa med fem omgange tilbage.

Verdensmesteren Fernando Alonso vandt søndag Det Europæiske Grand Prix på Nürburgring, da han overhalede Ferraris Felipe Massa med fem omgange tilbage. Foto: Kai Pfaffenbach / Reuters Fold sammen
Læs mere

McLarens Fernando Alonso vandt søndag eftermiddag Det Europæiske Grand Prix efter en dramatisk eftermiddag på Nürburgring i Tyskland. Verdensmesteren overhalede Ferraris Felipe Massa med fem omgange tilbage, efter at Alonso kort tid forinden havde været tæt på at kollidere med Renaults Giancarlo Fisichella i et pitstop, da Massa også var i pit.

Med sejren rykker spanske Fernando Alonso tættere på sit tredje verdensmesterskab på stribe. Den førende brite, McLarens Lewis Hamilton, sluttede nemlig for første gang i år uden for podiet på en niendeplads.

Grand prix'et på Nürburgring fik en kaotisk start, da det begyndte at regne voldsomt allerede på første omgang. Flere kørere røg af banen, mens andre fortrak til pitten for at skifte dæk, og løbet blev herefter afbrudt. En halv time senere startede de tilbageværende kørere igen forfra med safety-bilen, og Felipe Massa tog teten, men i sidste ende forgæves, og Alonso hentede sin tredje sæsonsejr.

Lewis Hamilton fører fortsat VM-stillingen med 70 point, men Fernando Alonso er nu blot to point efter. /ritzau/