Alle veje fører til Flandern

Den belgiske brostensløb destillerer kerneværdier og fascinationskraft i en cykelsport med globaliseringskuller. Lørdagens udgave af semiklassikeren Omloop Het Nieuwsblad har Michael Valgren som den forsvarende vinder og markant mange danskere til start.

Den »rigtige« cykelsæsonåbner, semiklassikeren Het Nieuwsblad, kaldes også for light-udgaven af Flandern Rundt, fordi der køres i det samme terræn med små, krabbe stigninger, brosten og sidevindd. Arkivfoto: Eric Lalmand/AFP/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det er en tilsnigelse af de større at proklamere at cykelsæsonen først for alvor tager sin begyndelse med det belgiske brostensløb Omloop Het Nieuwsblad, der køres lørdag med start i den livligt vibrerende universitetsby Gent.

Man kan nemt – muligvis endda med rette - blive skudt i skoene at være en forstenet puritaner fortabt i nostalgisk klister og ude af stand til at omfavne de nye tider og tendenser i cykelsporten.

Ret beset har hjulene rullet længe og vedvarende - i sæsonen 2019 siden midten af januar. Fra australske Tour Down Under over Tour de Columbia, Volta ao Algarve og til UAE i de Forenede Arabiske Emirater for nu bare at tage nogle af de løbsmæssige markører, der ligger uden for de traditionelle cykelnationers resort.

Som det er tilfældet med Formel 1, kører det omrejsende cykelcirkus også efter devisen »follow the money« og de værter, der vil og kan betale for gildet. Ellers ville der strengt taget ikke være ret meget at komme efter i så atmosfæreforladt et etapeløb som det vind- og sandblæste UAE Tour, hvor antallet af modkørende biler på løbsruten overgår summen af forudsætningsløst uinteresserede tilskuere.

Globaliseringen er ikke sådan at komme udenom, og sportens verden afspejler på den måde også de makroøkonomiske strømninger. Det handler selvfølgelig også om at henlægge charmeoffensiver på nye jagtmarkeder, hvilket har været med til at bane vejen for dansk Tour de France-start i 2021, selv om idéen for bare 10-15 år siden lignede det rene fantasifoster.

Klaustrofobisk kampzone

Tilbage til Belgien. For det er stadig i de rammer, der køres det bedste og mest medrivende cykelløb . Det kommer til at foregå over de næste 40 dage med Omloop Het Nieuwsblad som dét, der i kenderkredse betegnes som selve åbningsportalen for cykelsæsonen. Det er her, det hele for alvor tager fart, og hvor de mest hårdhudede væddeløbere gnubber skuldre.

For det uhildede øje er der egentlig ikke det store at komme efter.

Belgien? Hallo! Øl, tjek. Fritter, tjek. Chokolade, måske. Flamske malere som Rubens, Jordaens og Brueghel, så gerne da. Og hvad så?

Man skal nok være født i Flandern for helt at kunne istemme forfatteren Omer Wattez’ lovprisning om regionen som »mit smukke land med vide horisonter, et land med bakker og dale, hvor du kan besøge 10-12 landsbyer til fods på bare en dag«.

Det, Wattez skriver så henført om, er De flamske Ardenner. En ganske lille plet på det store landkort. Og så alligevel præcis de rammer, der tester en cykelrytter til det yderste, og som er garant for god underholdning. Ikke bare fordi konkurrencen er hård, men fordi hver en meter kan være en kamp. De smalle, bumlede bondeveje med deres abrupte 90 graders sving strækker feltets elastik og sammenhængskraft ud til bristepunktet igen og igen. Bondelandets åbne vidder eksponerer rytterne for tærende vind fra alle retninger,  og de mange brostensbelagte og stejle »mure« sørger for at skabe brudflader og sprængfarlige detonationer gennem feltet.

Hvad TV-billederne ikke formår at yde fuld retfærdighed, er, at det hele også er en klaustrofobisk kampzone. Hvor der råbes, balanceres, styrtes, bremses og accelereres i et væk. Det fysiske og mentale stress er på maks.

Det rummer sin egen logik, at de bedste ryttere i det terræn synes at være bygget på et skibsværft og ikke i et urmagerværksted. Det er ikke et resort for vimse tyndluftsklatrere med colombiansk pas, og i det hele taget glimrer det meste af hovedpersongalleriet fra Tour de France ved deres fravær i de belgiske brostensløb.

»I den flamske forestillingsverden forholder brosten sig til de asfalterede veje som poesi til prosa«, skrev den amerikanske forfatter Robin Magowan i sin bog »Kings of the Road« i 1987.

Det er sandt nok. Men med årene er det ikke længere en lukket fest at begå sig i de belgiske løb med en chance for at vinde.

Dansk cykelskole er perfekt til forårsklassikere

Michael Valgren skrev dansk cykelsportshistorie ved at blive den første dansker til at vinde Omloop Het Nieuwsblad i 2018. I de 73 foregående udgaver af løbet havde der været en belgier først over stregen 56 gange, men den 27-årige dansker er også udtryk for, at magtbalancen konstant forskubber sig i professionel cykelsport.

I de seneste ti år er det seks gange lykkedes at bryde den belgiske dominans i brostensløbenes sæsonåbner.

At en dansk rytter skulle byde sig til i det prestigefulde løb, er ikke underligt. Michael Valgren er blot en i samlingen af hjemmedyrkede talenter, der står på spring eller allerede er godt i gang med at etablere sig.

Den danske cykelskole egner sig på mange måder fortrinligt til de teknisk og taktisk krævende klassikere. Positionskamp og sidevindskørsel er kardinaldyder. Det samme er råstyrke og alsidighed.

Michael Valgrens karriere er et strålende eksempel på, hvad det kan udvikle sig til. Valgren vandt som ungdomsrytter U23-udgaven af Liège-Bastogne-Liège. Allerede i sit første år som professionel stak thyboen næsen frem ved VM, da han i 2014 tvang favoritterne ud på spidsen af sadlen på de afsluttende kilometer.

Siden gik Valgren ind i en mere tilbagetrukken rolle som holdspiller hos Bjarne Riis og Alberto Contador, inden han med hjælp fra den gamle klassikerspecialist Lars Michaelsen på Astana fik spidset albuerne og evnen til at bide fra sig i de belgiske brostensløb. Samtidig har Valgren (der i år kører for Dimension Data, red.) fået næse for at time sit frygtindgydende bundtræk af en acceleration, der kan tage vejret fra de fleste.

Med i dagens udgave af Omloop Het Nieuwsblad er, udover et samlet sjak på ni danskere, også Mads Pedersen, som på Trek-Segafredo allerede fik et dundrende gennembrud med sin andenplads i løbsmonumentet Flandern Rundt.

Hvis Valgren fremstår som den mere tempererede udgave, er Mads Pedersen den fandenvoldske anarkist. Hvis ikke det slår til, kan Tour-etapevinder Magnus Cort også finde vejen til stregen.

Det har sjældent været sværere at bevare pessimismen. Og lad os så få skudt den sæson i gang.