Alle ryttere klar til Tour-start

Samtlige ryttere, der skal deltage i årets Tour de France, har skrevet under på Den Internationale Cykel Unions antidopingkontrakt.

Når Tour de France begynder lørdag med prologen i London får alle rytterne, som er udtaget til Touren, lov til at starte. Fredag havde samtlige ryttere langt om længe underskrevet den antidopingkontrakt fra Den Internationale Cykelunion, UCI, som unionen har krævet af rytterne, hvis de vil deltage i dette års franske etapeløb.

Med underskriften går rytterne blandt andet med til at aflevere dna til de spanske myndigheder i forbindelse med dopingskandalen Operacion Puerto, og desuden kan det koste den enkelte rytter et års løn, hvis han bliver fanget i dopingfælden i fremtiden.

/ritzau/