Alle 12 værtsbyer melder sig klar til EM-turnering i 2021

Den udskudte udgave af EM 2020 vil som forventet blive spillet fra den 11. juni til 11. juli næste år.

De danske spillere takker hinaden og modstanderen efter EM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Gibraltar i Telia Parken i København, fredag d. 15/11 2019. GONZALES PHOTO THOMAS RASMUSSEN

De 12 europæiske byer, der skulle have været vært ved EM 2020 i år, har alle meldt sig klar til den udskudte udgave næste år.

Det oplyser Uefa onsdag eftermiddag ved en online pressekonference.

Dermed er det tidligere fremlagte kampprogram også blevet bekræftet. Kampene skal spilles fra 11. juni og 11. juli 2021.

København er blandt de værtsbyer, der skulle have taget imod Europas bedste landshold i år. EM skulle oprindeligt være begyndt 12. juni. Det blev dog udskudt med et år på grund af den verdensomspændende coronakrise.

Det danske landshold spiller - som det også oprindeligt var planlagt - alle sine tre gruppekampe ved EM i 2021 på hjemmebanen i Parken i København.

Første opgør bliver mod Finland den 12. juni. Herefter følger kampe mod Belgien og Rusland 17. og 21. juni.

Uefa fremlagde onsdag sine beslutninger om blandt andet EM, Champions League og Europa League efter en videokonference.

»Vi har taget en masse beslutninger om en masse turneringer, og jeg er glad for, at vi kan genoptage stort set alle turneringer,« lyder det fra Uefa-præsident Aleksander Ceferin.

»Fodbolden er ved at vende tilbage til et mere normalt liv, efter at det var det rette at stoppe det tilbage i marts,« tilføjer han.

Afviklingen af Nations League var også på dagsordenen onsdag, og her holder man fast i de tre landskampsterminer i september, oktober og november.

I den første, hvor Kasper Hjulmand får debut som dansk landstræner i betydende kampe, skal Danmark på hjemmebane møde Belgien og England.

I oktober skal Danmark på besøg hos Island og England, og i november gælder det først en hjemmekamp mod Island, inden Belgien venter på udebane.

»Det bliver et tætpakket program, som vi glæder os til. Men vi skal også sørge for at passe på spillerne, da de også skal spille en del kampe for deres klubhold.«

»Det kommer vi til at have fokus på i tæt samarbejde med spillernes klubber, så vi kan holde spillerne skarpe og fitte,« siger landstræner Kasper Hjulmand til DBUs hjemmeside.

/ritzau/