Allan Kuhn bliver ny cheftræner i Hobro

Hobro IK ansætter Allan Kuhn som ny træner. Han afløser Thomas Thomasberg, der skal til Randers FC.

Foto: Henning Bagger. (ARKIV) Superligaklubben Hobro IK ansætter Allan Kuhn som ny træner.
Læs mere
Fold sammen

Superligaklubben Hobro IK ansætter Allan Kuhn som ny træner. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

Han afløser Thomas Thomasberg, der skifter til Randers FC til oktober.

50-årige Allan Kuhn har senest været træner i Malmö FF, hvor han førte holdet frem til det svenske mesterskab i 2016.

Kort efter blev han fyret i den svenske mesterklub, angiveligt fordi spillertruppen var utilfreds med ham.

Kuhn har tidligere været cheftræner i FC Midtjylland samt assistenttræner i Randers FC og i to omgange assistenttræner i AaB, hvor han to gange har været med til at vinde Superligaen.

Sportschefen i Hobro, Jens Hammer Sørensen, glæder sig over ansættelsen af den nye træner.

»Med ansættelsen af Allan får vi en træner med erfaring fra øverste niveau i Skandinavien. Vi har haft flere samtaler med Allan, og vi er ikke i tvivl om, at det er godt match.«

»Allan passer ind i klubben med sit positive sind, og han passer også fodboldfagligt til den måde, vi gerne vil spille fodbold på i Hobro IK.«

»Han er en pragmatisk træner, der tager udgangspunkt i det spillermateriale, han har til rådighed, og han står derudover for noget positivt fodbold,« siger han til klubbens hjemmeside.

Kuhn ser frem til en spændende udfordring og glæder sig til at komme i gang med arbejdet i Hobro IK.

»Jeg har altid følt mig hjemme, når jeg har været på besøg i Hobro, og de værdier, klubben står for, matcher perfekt med de værdier, jeg selv står for. Det er en rigtig spændende udfordring for mig, og jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang,« siger Allan Kuhn til klubbens hjemmeside.

/ritzau/