Allan Johansen forlader Team CSC

Allan Johansen skifter fra Team CSC til Team Designa Køkken. Den tidligere danske mester starter dog først hos sin nye arbejdsgiver efter Paris-Roubaix.

Cykelrytteren Allan Johansen ifører sig for sidste gang Team CSC-trøjen, når forårsklassikeren Paris-Roubaix køres til foråret. Herefter skifter han til et andet dansk hold - Team Designa Køkken.

- Jeg er glad for at få mulighed for at køre resten af sæsonen hos Team Designa Køkken. Holdet har udviklet sig enormt de sidste år. Hvad der så skal ske derefter, har jeg endnu ikke taget beslutning om, siger Allan Johansen, der i 2006 blev dansk mester på landevej.

Team Designa Køkken har i modsætning til Team CSC ikke Pro Tour-status, men alligevel er det et stærkt hold, som Allan Johansen kommer til. Flere af de ryttere, der repræsenterede Danmark ved U/23-VM tidligere på året er tilknyttet holdet, og det er også blevet forstærket med tilgangen af den regerende danske mester på landevej, Alex Rasmussen.

/ritzau/