Algeriet er som den fjerde afrikanske nation klar til næste sommers fodbold-VM, der foregår i USA, Canada og Mexico.
I næstsidste spillerunde af kvalifikationen satte algerierne tingene på plads med en sikker 3-0-sejr over Somalia. Dermed er man fire point foran nærmeste forfølger, Uganda, og kan ikke længere indhentes.
Kampen var på papiret en udekamp, men den blev spillet i Algeriet, fordi forholdene i Somalia ikke lever op til kravene i Det Afrikanske Fodboldforbund.
Wolfsburg-angriberen Mohamed Amoura scorede Algeriets første og sidste mål, mens Riyad Mahrez sørgede for nummer to.
Det bliver femte gange, Algeriet er med ved en VM-slutrunde. Debuten kom i 1982, og seneste optræden var i Brasilien i 2014, hvor man nåede ottendedelsfinalen.
Med billetten til VM i hus understreger algerierne, at den afrikanske kvalifikation foreløbig har været en fest for den nordligste del af kontinentet.
De tre afrikanske lande, der ud over Algeriet er klar til slutrunden, er Egypten, Marokko og Tunesien.
Der er dog stadig en del pladser at spille om. Ni afrikanske nationer får direkte adgang til VM, der denne gang er udvidet til i alt 48 deltagere.
/ritzau/