Alex McLeish præsenteret som ny skotsk landstræner

Den tidligere Rangers FC-manager Alex McLeish blev mandag præsenteret som ny skotsk landstræner, efter at Walter Smith forlod jobbet.

Det var ikke den store overraskelse, men mandag blev det en realitet. Alex McLeish tager over i jobbet som landstræner for Skotland.

Den 48-årige tidligere Rangers FC-manager blev præsenteret af det skotske fodboldforbund (SFA), og parterne har indgået en aftale frem til og med VM-slutrunden i Sydafrika i 2010.

Alex McLeish stoppede som manager i Rangers FC, da franske Paul Le Guen tog over for syv måneder siden. Le Guen holdt dog ikke længe i jobbet, hvorefter den skotske landstræner Walter Smith for nylig vendte tilbage til Rangers FC. Det efterlod et hul på landstrænerposten, som SFA fik på plads mandag.

Alex McLeish har selv spillet 77 landskampe som central forsvarsspiller for Skotland, og før jobbet i Rangers FC har han virket som manager i Motherwell og Hibernian.

Skotland topper i øjeblikket sin EM-kvalifikationsgruppe foran Italien og Frankrig efter fire kampe.

/ritzau/