AI-platform bliver grundpille i Netcompanys cykelsponsorat
Netcompany Ineos får eksklusiv adgang til en AI-platform, som skal hjælpe holdet til at vinde Tour de France.

Netcompany Ineos får eksklusiv adgang til en AI-platform, som skal hjælpe holdet til at vinde Tour de France.

En AI-platform med navnet Pulse bliver omdrejningspunktet for det samarbejde, som den danske it-virksomhed Netcompany og det britiske cykelhold Ineos løftede sløret for tirsdag.
Mens Netcompany gennem de næste fem år kommer til at pumpe mange millioner i cykelholdet, køber cykelholdet sig til en eksklusiv licens til AI-platformen, lyder det.
Det betyder, at ingen andre cykelhold kan få fingre i platformen, som i forvejen bruges i blandt andet lufthavne, og som Netcompany selv har høje tanker om.
André Rogaczewski, der er administrerende direktør i Netcompany, fortæller, at platformen for eksempel kan bruges til at liveanalysere cykelløb.
- Vi kan samle rytteres data i Pulse og se deres tilstand, vi kan samle og planlægge alt logistik, så der ikke sker fejl, og systemet kan endda udvikles til brug for rekruttering. Cykling er en af de mest spændende sportsgrene i forhold til brug af AI, siger han på tirsdagens pressemøde.
- Noget af det mest spændende ved Pulse er, at vi med AI kan blive bedre til at forudse og vurdere ting. Vi kan samle information om vejr, historik og rytternes tilstand og på den baggrund bedre forudse, om det giver mening at angribe på et bestemt sted i et løb.
- Det kan gøre holdet bedre i stand til at træffe kvalificerede beslutninger. Og bagefter kan det være med til at vise, hvorfor vi vandt løbet, eller hvorfor vi ikke gjorde, siger André Rogaczewski.
Direktøren har imidlertid også andet end teknologiske ambitioner med sponsoratet. Han vil gerne udbrede kendskabet til Netcompany i Storbritannien, og så vil han vinde cykelløb.
- Det handler også om, at vi skal vinde Tour de France for ottende gang inden for de næste fem år. Og det skal vi nok komme til, siger han.
Ineos har været blandt de største cykelhold, siden det i 2010 blev skabt som Team Sky. I det første årti var holdet en urokkelig magtfaktor i cykelsporten og vandt Tour de France flere gange med Bradley Wiggins, Chris Froome, Geraint Thomas og Egan Bernal.
I dette årti har holdet mistet momentum. Først overtog Jonas Vingegaards Visma verdensherredømmet, og i de seneste år har UAE Emirates siddet tungt på cykeltronen.
/ritzau/