Agger undskyldte sit albueslag mod Zanka

Daniel Agger var i flere dueller i kampen mod FC København. Fold sammen
Læs mere

Det er sjældent, der ikke er meget mere at tale om i et derby mellem Brøndby og FC København end et rødt kort, der ikke blev givet, men i en kamp uden de store målchancer var det infighten mellem Daniel Agger og Mathias Zanka Jørgensen - to potentielle landsholdskammerater - der fik størst opmærksomhed. Og som om det ikke var nok, blev også en tredje landsholdsspiller inddraget, da Erik Sviatchenko kommenterede episoden på Twitter og efterfølgende blev jordet verbalt af netop Daniel Agger. Forvirret? Sådan var forløbet:

Daniel Agger og Zanka var i nærkamp. Zanka holdt Agger, der forsøgte at vride sig fri. Det resulterede i, at hans ene albue havnede i ryggen på Zanka, og at hans hånd efterfølgende sad i Zankas ansigt. Bevidst eller ubevidst? Rødt kort eller ej?

»Som jeg også sagde til Zanka både på og uden for banen i pausen, så er jeg ked af, at jeg ramte ham, men det er, hvad der sker, og det var selvfølgelig ikke med vilje. Hensigten var at komme fri, for jeg stod i en god position, og så ville jeg ikke risikere at blive holdt nede,« forsikrede Daniel Agger efterfølgende.

Men selvom det ikke var hensigten, kunne der vel godt have været rødt kort, kunne der ikke?

»Der kunne vel også have været straffe. Jeg mener, det var en duel i feltet, og der bliver givet, og der bliver taget. Det ved Mathias også selv,« sagde Agger.

Og det vidste Mathias Zanka Jørgensen sikkert, men han syntes stadig, forseelsen var til rødt kort:

»Hvis dommeren ser det, er jeg ikke i tvivl om, at det er et rødt kort. Ellers skulle han have ramt mig med en legemsdel, man ikke bruger i fodbold. Jeg tror kun, der var én måde, han kunne ramme mig på, og så er den selvfølgelig til direkte rødt. Det kan man ikke komme uden om. Men dommeren ser det ikke, og så er der jo nogen, der kan tage det op bagefter, hvis de har lyst. Men det tror jeg ikke, der er nogen, der har. Han kommer over og siger undskyld, og så er vi egentlig videre derfra,« sagde Zanka.

Så langt, så godt, men der var mere i skeen, for undervejs havde også Erik Sviatchenko blandet sig, da han på Twitter skrev følgende:

»Klart rødt kort ??«

Kort efter slettede han sit tweet, men nogen havde nået at affotografere det, og efter kampen blev Daniel Agger forholdt sin landsholdskollegas kommentar:

»Ja, men han er åbenbart hurtigere på tasterne, end han er på fodboldbanen,« lød den sylespidse replik.

Men hvad mente Sviatchenko egentlig selv, og hvorfor havde han slettet sit tweet igen?

»Jeg ville have rettet det, sådan som man kan på Facebook og Instagram, men det kan man åbenbart ikke på Twitter, og så kom jeg til at slette det. Derefter syntes jeg, det ville virke mærkeligt at lægge det op igen,« siger Sviatchenko over telefonen til BT.

Hvad ville du have rettet det til?

»Jeg ville have lagt op til en diskussion, tror jeg. Jeg ville have tilføjet 'hvad synes I' eller sådan noget. Der er ikke noget dramatisk i det. Det var bare en holdning, jeg havde i kampens hede, og den var ikke møntet på Agger, men på situationen. Jeg har stor respekt for Daniel Agger, som er en fantastisk spiller, og jeg har engang sagt, at han var en top 15-spiller i verden. Det var også derfor, jeg selv engang satte mig det mål, at jeg ville i top 15.«

Hvad synes du om hans svar?

»Det er fint nok. Det har jeg overhovedet ikke noget problem med.«