Ud i det offentlige rum har der ikke været meget guldsnak i AGF i løbet af forårssæsonen, selv om holdet har ligget godt til i toppen. Men internt turde cheftræner Jakob Poulsen godt snakke om store ambitioner.

Det fortæller han den samlede presse, efter at AGF søndag aften hentede guld for første gang i 40 år ved at vinde 2-0 på Brøndby Stadion.

- Da jeg kom tilbage efter vinterpausen sagde jeg på dag ét, at vi skulle gå efter at vinde begge titler. Allerede dengang italesatte jeg det over for staben og spillerne, og de syntes, det var fedt.

- Selvfølgelig skulle vi række ud efter det. Vi havde jo vist, hvor gode vi var i efteråret, så det ville være helt åndssvagt, hvis vi ikke gjorde. Så holdt vi pressen mere hen, for vi ved, hvor hurtigt det kan gå, når det ikke går godt.

- Vi vidste, at det ville blive kaos med spørgsmål fra byen og medier, når vi nåede april og maj, men vi har formået at blive rolige i det, siger Jakob Poulsen.

Han tiltrådte i AGF fra sæsonstart, efter at sidste sæson var sluttet med et skidt mesterskabsspil under Uwe Rösler. Men trods lave forventninger udefra, lykkedes det for Poulsen at lave et tophold, der holdt hele vejen.

- Det er svært at evaluere på hovedårsagen allerede nu, men jeg synes, vi har været meget, meget stabile, og så har vi forsøgt at tage initiativet hele sæsonen. Det synes jeg, er det, der skaber mesterhold, når man får kampene over på egne præmisser.

- Så synes jeg, vi har fightet og vist stor holdånd, og vi har vist mentalitet, når det har været nødvendigt, påpeger Jakob Poulsen og fremhæver, da AGF kom tilbage fra 1-3 og fik 3-3 i Brøndby tidligere på sæsonen, og da 0-1 blev vendt til 2-1 i FC Nordsjælland.

Søndag eftermiddag fik AGF en gave fra FCN, der spillede 0-0 mod FC Midtjylland, hvilket betød, at AGF bare skulle bruge en sejr i en af de to sidste kampe.

- Vores mindset hele ugen har været, at vi skulle til Brøndby og vinde for at kunne afgøre det hjemme næste weekend, og nu kunne vi blive mester i Brøndby ved at vinde. Jeg synes, vi var i god kontrol. Det var en holdpræstation, siger træneren.

Allerede søndag aften går turen til Aarhus, der er på den anden ende efter det første mesterskab siden 1986.

- Jeg er glad, hvis Aarhus stadig står, når vi kommer. Det er så kæmpe stort for AGF og for byen Aarhus. Jeg har været i klubben i sammenlagt tre år, så jeg kender lidt til det, men der er folk, der har været i klubben i 10, 15 og 20 år uden at vinde noget, så jeg tror ikke helt, man kan forstå, hvor stort det er.

- Jeg er så sindssygt stolt over den her gruppe. Nu skal vi bare ud og nyde det og give den fuld smadder, jubler Jakob Poulsen.

/ritzau/