Med FC Midtjyllands nederlag til FC Nordsjælland havde AGF søndag alletiders mulighed for at øge afstanden yderligere til FCM i toppen af Superligaen.

Det lignede længe, at førerholdet ingenlunde lod muligheden passere, men i sidste ende lykkedes det kun delvist at lægge ekstra pres på FCM.

Således spillede AGF 1-1 mod Sønderjyske på udebane efter en yderst sen scoring af Magnus Jensen, der udlignede Tobias Bechs føringsmål.

Pointdelingen betyder, at AGF har et forspring på fem point ned til FCM, der tabte 0-1 til FCN, mens Sønderjyske sidder på tredjepladsen med 37 point. Der resterer ni runder.

Mandskaberne gik til pause efter en jævnbyrdig første halvleg. AGF startede bedst, men efterhånden tog værterne over, og Sønderjyske fik lagt lidt pres på AGF med en række hjørnespark.

Gæsternes Kristian Arnstad var efter godt et kvarters spil tættest på at tvinge måltavlen på arbejde. Sønderjyske-keeper Marcus Bundgaard reddede Arnstads afrettede skud med en stærk arm.

AGF bankede på for et føringsmål flere gange, og dødvandet blev brudt efter 68 minutter.

Pachanga Kristensen tacklede bolden væk fra en ellers fri Janni Serra foran målet, inden kuglen havnede hos Tobias Bech, der uden tøven bankede sit 11. sæsonmål i netmaskerne fra kort afstand.

Gæsterne var klart det bedste mandskab i anden halvleg, og efter 80 minutter var AGF tæt på at fordoble føringen.

Frederik Tingager satte panden på et indlæg og blev afvist af stolpen, inden bolden sprang ud til Rasmus Carstensen, der ikke nåede at reagere hurtigt nok til at få sendt kuglen den rigtige vej over stregen.

AGF fortsatte med at jagte 2-0-målet i slutningen, men i stedet blev Magnus Jensen helten for Sønderjyske, da han stødte udligningen i netmaskerne i tillægstiden.

/ritzau/