AGF fortsætter med at imponere i Superligaen og generobrede søndag førstepladsen med to sene mål og en sejr på 2-1 ude over FC Nordsjælland.

Det var AGF's syvende ligasejr i træk og en tangering af klubbens rekord for flest vundne superligakampe i træk.

AGF topper Superligaen med 23 point efter ti kampe. FC København er toer med tre point færre.

FCN så ellers ud til at få brudt aarhusianernes vilde stime, da Farum-mandskabet kom foran 1-0 efter 78 minutter.

Men AGF nåede at vende det rundt i en hektisk slutfase, der havde lidt af det hele.

Et brændt straffespark satte gang i begivenhederne 20 minutter før tid i en kamp, der indtil da havde manglet underholdning og mål.

AGF fik tilkendt straffesparket, da hjemmeholdets Mark Brink nedlagde Kristian Arnstad i feltet.

Arnstad tog selv ansvaret fra pletten, men forsøget blev reddet af FCN-målmanden Andreas Hansen, der stod til at få en hovedrolle i kampen inden de to sene AGF-mål.

FCN nåede ydermere at dufte til sejren, da angriberen Alexander Lind headede bolden i kassen på et hjørnespark efter 78 minutter.

Men AGF greb dybt i værktøjskassen og fandt et comeback frem ud af det blå.

Efter 81 minutter hamrede AGF's Felix Beijmo fra en spids vinkel bolden i nettet til 1-1.

Og der var mere i AGF.

Udeholdets norske midtbanespiller Markus Solbakken skovlede bolden i nettet fra tæt hold. Målet blev anerkendt, efter at der i første omgang var tvivl om en offside.

Den hektiske slutfase stod i stærk kontrast til første halvleg, hvor der ikke var meget underholdning.

AGF viste kun i få glimt gode takter, men kæmpede med at spille sig frem til åbne chancer.

Efter et kvarter fik AGF dog en gylden mulighed for at bringe sig i front. Men angriberen Patrick Mortensen headede lige på Andreas Hansen, der nemt kunne parere forsøget.

FCN truede også med at score i den anden ende, og hjemmeholdets Prince Amoako Junior fik faktisk bolden i nettet. Men der var offside i opspillet.

Mens der ikke var mange chancer i første halvleg, kom al underholdningen til gengæld i de sidste lidt over 20 minutter.

FCN er med nederlaget plantet i midten af rækken med 12 point.

/ritzau/