AGF kan få israelsk eller serbisk modstand i Champions League
Spiller AGF-spillerne sig videre mod Sabah FK fra Aserbajdsjan, venter Hapoel Beer-Sheva eller Røde Stjerne Beograd.

Spiller AGF-spillerne sig videre mod Sabah FK fra Aserbajdsjan, venter Hapoel Beer-Sheva eller Røde Stjerne Beograd.

Hvis AGF går videre til playoffrunden i Champions League-kvalifikationen, møder de danske fodboldmestre enten Hapoel Beer-Sheva (Israel) eller Røde Stjerne Beograd (Serbien) om at komme med i selve ligaspillet.
Det står fast efter mandagens lodtrækning hos Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) i schweiziske Nyon.
Først skal AGF dog spille sig videre fra tredje kvalifikationsrunde mod Sabah FK fra Aserbajdsjan.
Den første af to kampe mod Sabah FK spilles på onsdag, hvor AGF har hjemmebane.
På papiret undgik AGF dermed de potentielt sværeste modstandere i playoff-runden i form af skotske Celtic og AEK Athen fra Grækenland.
Hvis AGF går videre til playoff-runden, er det danske mesterhold som minimum sikret deltagelse i Europa Leagues ligaspil, hvis kvalifikationen til ligaspillet i Champions League glipper.
Første kamp i playoff-runden spilles enten den 18. eller 19. august, mens returopgøret spilles ugen efter. AGF spiller første kamp på udebane.
Hvis AGF taber til Sabah samlet, ryger AGF over i Europa Leagues playoff-runde.
Her bliver modstanderen vinderen af opgøret mellem den portugisiske storklub Benfica og Hearts fra Skotland. I Benfica spiller den danske landsholdsspiller Alexander Bah.
RITZAU