AGF indfører fra foråret synstolkning til klubbens hjemmekampe.

Ordningen skal give blinde og svagsynede tilskuere bedre mulighed for at følge holdets kampe. AGF bliver dermed det første hold i Superligaen, der tilbyder synstolkning.

Det oplyser fodboldklubben torsdag i en pressemeddelelse.

Synstolkningen vil foregå via et lukket FM-system, hvor brugerne får udleveret det nødvendige udstyr ved ankomst til kampene.

På sigt vil systemet også blive integreret i AGF's egen app.

Her vil specialuddannede kommentatorer beskrive kampens visuelle detaljer i realtid, herunder boldens placering, spillernes bevægelser, kroppens udtryk og kampens stemning, skriver klubben.

Det er i første omgang et pilotprojekt, der får premiere ved AGF's første kamp i Superligaen i 2026. Projektet er støttet af Dansk Blindesamfund og Århus Stiftstidendes Fond.

- Synstolkning gør en enorm forskel for blinde og svagsynede, fordi man ikke længere er afhængig af små radiouddrag eller af at spørge folk omkring sig hele tiden, hvad der sker på banen, siger Mads Brix Monggaard, medlem af forretningsudvalget i Dansk Blindesamfund, i meddelelsen.

- Så vi er glade for, at AGF går foran og viser, hvordan dansk klubfodbold kan være mere inkluderende, siger han.

I første omgang tilbydes synstolkning kun til AGF's hjemmekampe i Superligaen. Klubben ønsker på sigt at udvide ordningen til udekampe og til AGF's fodboldkvinders hjemmekampe.

/ritzau/