AGF henter liberiansk angriber

AGF offentliggjorde torsdag købet af den liberianske angriber Dioh Williams, som skal erstatte Mike Tullberg, der forleden skiftede til Italien.

SAS Liga-klubben AGF hentede torsdag den ventede forstærkning i angrebet, da klubben præsenterede indkøbet af den liberianske angriber Dioh Williams.

Den 22-årige frontløber skifter fra svenske BK Häcken i en handel, der formentlig er det dyreste spillerindkøb i klubbens historie. Dioh Williams er købt i et playersponsorat, hvor AGF ejer 50 procent af rettighederne på spilleren, mens 25 procent ejes af Bricks A/S, mens de sidste 25 procent ejes af en lokal investor.

- Dioh har uhørt mange kvaliteter i det offensive spil. Han har fart i fødderne, er god til at holde fast i bolden, og sidst men ikke mindst, er han en super afslutter. Jeg er enormt stolt over, at det er lykkedes os at hente en spiller af hans kaliber til AGF, udtaler sportschef Brian Steen Nielsen blandt andet i en pressemeddelelse.

/ritzau/