Babyer født på Aarhus Universitetshospital får fremover en fodboldrelateret gave efter at være kommet til verden.

Hvis forældrene ønsker at modtage den, får babyen en bodystocking med et AGF-logo på maven og teksten "Jeg åbner mine øjne i Aarhus" i nakken.

Teksten drager paralleller til Thomas Helmig-hittet "Malaga", der synges forud for AGF's hjemmekampe. Her lyder sidste linje i omkvædet "Jeg lukker mine øjne i Aarhus".

- Det er noget særligt at komme fra Aarhus. Når et barn kommer til verden, er det begyndelsen på en ny historie. Med ordene "Jeg åbner mine øjne i Aarhus", ønsker vi at hylde både den store dag for familien og den fodboldglade by, som barnet nu er en del af.

- Det er en gestus, der symboliserer fællesskab, tilhørsforhold og stolthed over Aarhus, siger fan engagement manager Jonas Labich fra AGF.

RITZAU