AGF deler i porten med Braga efter målløst europæisk opgør
Conference League-opgøret mellem AGF og Braga endte 0-0. Dermed har aarhusianerne nu to point i ligaspillet.

Conference League-opgøret mellem AGF og Braga endte 0-0. Dermed har aarhusianerne nu to point i ligaspillet.

AGF måtte nøjes med 0-0 mod de portugisiske gæster fra Braga og har dermed stadig sin første sejr i Conference Leagues ligaspil til gode.
Aarhusianerne var ellers bedst i store dele af torsdagens europæiske opgør på den lånte hjemmebane i Randers.
De gode muligheder blev dog ikke omsat til scoringer, og da AGF samtidig holdt portugiserne fra fadet, måtte de to mandskaber dele pointene i tredje runde af ligaspillet.
Forinden havde de danske mestre fra AGF, der har haft det svært i denne Superliga-sæson, tabt en kamp og spillet en uafgjort.
Dermed har holdet efter torsdagens resultat nu to point i Conference League.
Det var desuden anden gang på under en måned, at Braga besøgte Danmark.
I oktober var portugiserne i Parken, hvor FC København snuppede en imponerende 3-0-sejr.
I den forbindelse var den danske Braga-angriber Jonas Wind med fra start mod sin tidligere klub FCK.
Torsdag havde Wind sammen med Braga taget turen til Kronjylland, hvor AGF låner Randers FC's hjemmebane.
Den 27-årige angriber startede på bænken, men kom ind og spillede den sidste halve time for Braga.
AGF var samtidig uden flere af de vante navne på banen. Flere spillere, herunder forsvarsankeret Frederik Tingager, var ude med skader.
Alligevel kom aarhusianerne glimrende fra start og lagde et tungt pres på gæsterne.
Gift Links og Callum McCowatt skabte i løbet af de første ti minutter flere gode muligheder fra venstrekanten.
Kristian Arnstad og Rasmus Carstensen fik de to største af dem, men Braga fik afværget begge forsøg.
Gæsterne viste dog også tænder i den anden ende og fik testet Mads Hedenstad flere gange.
Den norske AGF-keeper leverede adskillige gode redninger og holdt Braga fra at komme foran i første halvleg.
Godt 20 minutter inde i anden halvleg fik værterne en fremragende omstillingsmulighed, da indskiftede Frederik Emmery og McCowatt drev bolden hurtigt frem mod Braga-målet.
Emmery forsøgte at finde McCowatt med en svær aflevering, men newzealænderen kunne akkurat ikke nå bolden, og chancen løb ud i sandet.
I det 83. minut fik Wind en stor chance for Braga efter en fejl af AGF's Tobias Mølgaard.
Gæsternes danske angriber fik opsnappet bolden tæt foran mål, men nåede ikke at få sendt en afslutning afsted.
Det afgørende mål udeblev, og de to hold måtte derfor dele pointene.
RITZAU