Charlottenlund Travbane er reddet.

Den historiske travbane var ellers lukningstruet, da Dansk Hestevæddeløb (DH) i november præsenterede "Vision Øresund".

Blandt visionens planer var en lukning af Charlottenlund Travbane, der har eksisteret siden 1891.

Men Det Danske Travselskab (DTS), der ejer Charlottenlund Travbane, stillede sig på bagbenene. Og det er lykkedes selskabet at lande en aftale med DH, der redder travbanen.

Det skriver DH på sin hjemmeside.

Charlottenlund Travbanes eksistens bliver fremover en del af "Vision Øresund". Som led i den nye aftale har DTS indvilliget i, at der skal være færre løbsdage på banen.

Samtidig forpligter DTS sig til at stille de nødvendige millioner til rådighed i udviklingen af et moderne træningsanlæg på Sjælland på et professionelt niveau.

- Jeg forventer, at aftalen kan bidrage til øget optimisme, tryghed og klarhed omkring de fremtidige rammer for travsporten - særligt på Sjælland, siger Charlottenlund Travbanes formand, Peter Andersen, ifølge sn.dk.

- Jeg ser frem til at fortsætte arbejdet med at udvikle aktiviteterne på Charlottenlund Travbane og det kommende træningscenter, siger han.

Det var en ekstraordinær generalforsamling i DTS i november, der førte til, at man indædt skulle kæmpe for travbanens overlevelse.

Her stemte 85 medlemmer for, 25 stemte imod, mens 2 stemte blankt.

- Vi giver os ikke. Vi vil bruge alle midler - det være sig politiske, juridiske samt økonomiske - for at kunne bevare Charlottenlund Travbane, lød det dengang fra formand Peter Andersen til Travservice.

/ritzau/